En elektriker, der troede, at han var sluppet afsted med mordene på to unge kvinder for 34 år siden, står nu over for at skulle resten af sit liv i fængsel, efter nye dna-teknikker endelig har identificeret ham.
67-årige David Fuller erkender sig skyldig i at have myrdet Wendy Knell på 25 år og Caroline Pierce på 20 år i Tunbridge Wells, tæt på London, i 1987. Det skriver Sky News, der også fortæller, at man dengang kaldte de uopklarede mord for 'sengekantsmordene'.
Torsdag kom det også frem, at han havde forgrebet sig seksuelt på de to kvinder, efter at have dræbt dem.
Og ikke nok med det, så fik politi og anklager også noget af et chok, da man i december – efter David Fullers anholdelse – opdagede, at han i mange år havde forgrebet sig på flere kvindelige lig i lighuset på det hospital, hvor han var ansat.
Han indrømmer selv at have forgrebet sig på næsten 80 døde kroppe, hvoraf mange af de seksuelle overgreb er filmet.
Efterforskere mener dog, at der kan have været hundredvis flere ofre i de tre årtier, han arbejdede på hospitalet.
Ofrenes alder strækker sig fra en niårig pige til en 100-årig kvinde. Under retssagen er David Fuller blevet beskrevet som en »kontrolleret seksuel afviger, der forgreb sig på unge kvinder og opnåede seksuel tilfredsstillelse af krænkelsen af deres døde kroppe.«
»Omfanget og skalaen af hans krænkelse er sandsynligvis uden fortilfælde i dette land,« sagde en politikilde forud for retssagens begyndelse ifølge Sky News.

Da politiet ved hjælp af dna-spor endelig fandt frem til David Fuller, fandt de under ransagningen af hans hjem skjulte computerharddiske, 1.300 videoer og cd'er, 34.000 fotografier og hundredvis af harddiske og disketter, der indeholdt, hvad beskrives som foruroligende billeder af seksualforbrydelser. I alt var der 14 millioner billeder.
David Fuller erklærede sig først uskyldig, men har for nylig ombestemt sig. Han erklærer sig skyldig i drab på de to kvinder og krænkelser af 80 døde kroppe. David Fuller har endnu ikke fået sin dom.
Han er gift og har en søn.


