Amerikansk politi har igangsat en desperat jagt på en fire-årig pige, der måske kan være blevet kidnappet.

Den lille pige Maleah Davis forsvandt fra byen Texas, da hun, hendes stedfader og hans et år gamle søn var på vej til lufthavnen for at hente Maleahs mor fredag aften.

Ifølge stedfaderen, Darion Vence, er det tre mænd, som har bortført den lille pige. Han har til politiet fortalt, at bilen lavede lyde, hvorefter han gik ud for at tjekke, hvad der forårsagede lydene. Pludselig dukkede en blå pickup med tre mænd i angiveligt op.

»To af mændene skal efter sigende være gået ud af bilen, hvorefter den ene påpegede, at han syntes, Meleah så vældig sød ud. Derefter skal den anden mand have slået ham (stedfaderen, red.) bevidstløs,« fortalte Mark Holbrook fra politiet i Houston på en pressekonference søndag. Det skriver CNN.

Maleah Davis har været forsvundet siden fredag.
Maleah Davis har været forsvundet siden fredag.
Vis mere

Ifølge det amerikanske medie er det næste, som stedfaderen husker, at han vågnede op omme bag i pickuppen sammen med Maleah og sinet år gamle søn samt de tre mistænkte kidnappere, som kort efter efterlod ham og sønnen på vejen, hvorefter de kørte af sted med fireårige Maleah.

»Han ved ikke, hvor han er, før han lørdag eftermiddag kommer til sig selv med sin søn i armene. Han forsøgte at få hjælp fra forbipasserende, men ender med at gå hen til det nærmeste hospital, hvor han får hjælp. Maleah har været savnet lige siden,« lød det fra Mark Holbrook på pressekonferencen søndag.

På hospitalet blev stedfaderen behandlet for en hovedskade, og politiet blev herefter tilkaldt.

Politiet har endnu ikke fundet den bil, som stedfaderen kørte i, da kidnapningen angiveligt fandt sted. Men ifølge ABC News har et trafikkamera spottet den i samme område, som stedfaderen og hans et-årige søn blev efterladt lørdag eftermiddag.

Politiet har ligeledes ikke fundet beviser eller vidner, der kan understøtte stedfaderens historie eller give informationer om, hvad der er sket i de 21 timer, som stedfaderen ikke kan huske.

Det amerikanske politi udsendte søndag en såkaldt Amber Alert, som er et meddelelsessystem, der sender en besked til radio- og tv-stationer, når et barn frygtes kidnappet. Derudover er en lang række frivillige begyndt at lede i det område, hvor stedfaderen har fortalt, han blev overfaldt.

KTRK-TV snakkede mandag med Meleah Davis' mor, Brittany Bowens, som brød sammen i tårer, da hun snakkede om sin forsvundne datter.

»Jeg er rædselsslagen for, om Maleah er okay. Jeg er ødelagt og føler mig så fortabt,« sagde den ulykkelige moder.

På pressekonferencen søndag kom det desuden frem, at den lille Maleah har gennemgået flere hjerneoperationer, hvoraf den seneste fandt sted så sent som i april.

»Hun har meget brug for behandling, da hun har været syg i denne måned også,« lød det fra politiet på pressekonferencen.

Ifølge CNN skyldes Maleahs operationer en tidligere hovedskade. Der har desuden blandt andet været beskyldninger om fysisk mishandling i hjemmet, hvilket blandt andet medførte, at Maleah og hendes to brødre blev tvangsfjernet i august.

I februar vurderede en dommer dog, at børnene skulle tilbage til hjemmet, men at Child Protective Services skulle besøge familien en gang om måneden for at sikre, at alt var, som det skulle være.