En stor politiaktion var tirsdag eftermiddag i gang i det sydvestlige Sverige, hvor en pige på bare et halvt år forsvandt sporløst uden for en daginstitution i byen Säve nord for Gøteborg.

Politiet betegnede sagen som en kidnapning og satte gang i en større eftersøgning.

Heldigvis blev den lille pige fundet i god behold efter et par timer, skriver flere svenske medier. Blandt dem Aftonbladet og Expressen.

Pigen blev fundet ved et supermarked seks kilometer fra det sted, hvor hun forsvandt.

En kvinde blev anholdt på stedet og sigtes nu for kidnapning.

Episoden begyndte kort efter klokken 14 tirsdag eftermiddag, da en mor skulle hente et barn i en børnehave.

»I forbindelse med, at hun skulle hente sit andet barn, efterlader hun vognen udenfor og er væk i fem til ti minutter. Da hun kom ud, var vognen og barnet væk,« forklarede politiets talsmand, Peter Adlersson, da aktionen var gået i gang.

»En efterforskning om en formodet kidnapning er gået i gang,« tilføjede han.

Politiet satte gang i en storstilet politiaktion i en sand menneskejagt og søgte efter barnet med talrige patruljer, hunde og helikopter.

»Vi har gang i en kæmpe eftersøgning, og vi har også kontaktet rytteriet for at få politihestene i aktion. Vi har efterlyst barnet over hele byen og også orienteret offentlig transport og taxier,« sagde han.

Ifølge Aftonbladet er en kvinde i 40'erne anholdt i sagen.

»Hun er anholdt og mistænkt for kidnapning. Det er helt nyt, så jeg har ikke flere oplysninger lige nu,« sagde talsmanden umiddelbart efter anholdelsen af kvinden.