»Jeg har stået foran den danske ambassade i otte dage. Jeg prøver at komme til at tale med min søn og med min mand, men der er ingen, der kan hjælpe mig.«

Sådan siger Anastacia, da B.T. møder hende foran den danske ambassade i Ukraines hovedstad, Kiev.

I hænderne har hun et billede af sin to et halvt år gamle søn.

Hun har ikke set ham siden 2. maj, hvor han, ifølge Anastacia, blev bortført på en legeplads i byen Saporisija omkring 500 kilometer sydøst for Kiev.

Ved siden af Anastacia står hendes mor. Hendes højre øje er gult og blåt efter et voldeligt overfald, som hun hævder blev udført af farens håndlangere i forbindelse med bortførelsen.

Anastacia fortæller, at mormoren opholdt sig på en legeplads med drengen, da faren mødte op sammen med to store mænd og bortførte sønnen.

»De tog min mor om halsen og rev ham fra hende. De tog ham ind i en bil og kørte,« fortæller Anastacia.

Mormoren forsøgte ifølge Anastacia at stoppe bilen, men en af mændene rev hende i håret og trak hende hen ad asfalten, så hun fik en masse skrammer og blå mærker, fortæller hun.

Anastacia har stået foran den danske ambassade i Kiev i otte dage. Hendes to et halvt år gamle søn opholder sig på ambassaden.
Anastacia har stået foran den danske ambassade i Kiev i otte dage. Hendes to et halvt år gamle søn opholder sig på ambassaden.
Vis mere

Dagen efter blev drengen og hans danske far efterlyst med navn og billede af ukrainsk politi.

I et Facebook-opslag oplyser politiet, at faren har bortført sin søn i en sølvfarvet Lanos. Sagen har fået stor bevågenhed i ukrainske medier, og den er nu kommet op på øverste diplomatiske niveau.

Ukraines udenrigsminister, Pavlo Klimkin, skriver på Facebook, at han har afholdt to samtaler med den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen, om sagen.

'For anden gang i løbet af de sidste to dage har jeg talt med min danske modpart, Anders Samuelsen, om den ukrainske dreng, der blev kidnappet for en uge siden i Saporisija, og som stik imod alle regler og regulativer bliver tilbageholdt på den danske ambassade i Ukraine,' skriver Pavlo Klimkin på Facebook torsdag.

Anastacias mor fortæller, at hun fik et sæbeøje, da hendes barnebarn blev bortført.
Anastacias mor fortæller, at hun fik et sæbeøje, da hendes barnebarn blev bortført. Foto: Johannes Andersen
Vis mere

Anastacia fortæller, at hun har boet tre et halvt år i Danmark sammen med den mand, der er far til hendes søn. Det har ikke været muligt for B.T. at få farens udlægning af historien, så dette er udelukkende Anastacias udlægning af hændelsesforløbet.

For et år siden tog hun til Ukraine med sønnen på tur, og manden fulgte efter, men begyndte – ifølge Anastacia – at true hende, da hun var nødt til at forlænge opholdet.

Det betød ifølge hende, at hun ikke vendte tilbage med barnet til Danmark.

De har ifølge Anastacia delt forældremyndighed over sønnen, og faren har begæret skilsmisse i Danmark.

Ukranines udenrigsminister, Pavlo Klimkin, under et møde med den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen. EPA/SERGEEY VAGANOV
Ukranines udenrigsminister, Pavlo Klimkin, under et møde med den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen. EPA/SERGEEY VAGANOV Foto: SERGEEY VAGANOV
Vis mere

På grund af helbredsproblemer var hun nødt til at blive længere i Ukraine, og det tilspidsede konflikten:

»Han sagde: 'Hvis du ikke giver min søn til mig nu, så tager jeg ham med vold',« fortæller Anastacia.

Udenrigsministeriet bekræfter over for B.T., at tre danske statsborgere lige nu opholder sig på ambassaden i Kiev.

'Udenrigsministeriet og ambassaden i Kiev er i tæt kontakt med de ukrainske myndigheder for at bidrage til løsningen af den ulykkelige situation. Udenrigsministeren har to gange diskuteret sagen med sin ukrainske kollega,' oplyser Udenrigsministeriet i en e-mail til B.T.

Udenrigsministeriet kan ikke oplyse yderligere på grund af tavshedspligt i personsager.

Anastacia håber, at de kan nå frem til en løsning, men hun ønsker samtidig, at hendes mand bliver straffet:

»Han skal straffes for overfaldet på min mor,« siger hun.

Det har ikke været muligt for B.T. at tale med barnets far, så hændelsesforløbet er Anastacias udlægning af sagen. Af den grund har vi valgt kun at bruge Anastacias fornavn og anonymisere barnet. Deres fulde navne er redaktionen bekendt