Når dronningens lillesøster, prinsesse Benedikte, på mandag fylder 75 år, kan hun se tilbage på et langt og godt liv.
Men også et liv fyldt med frygt. For kidnapning.
Ifølge en ny biografi, 'Benedikte. En kongelig prinsesse', var frygten specielt udtalt midt i 1970'erne.
Her stod familien højt på listen over de adelige familier i Tyskland, det ville give størst gennemslagskraft at kidnappe.
»Jeg kan huske, at jeg pludselig ikke måtte være ude i skolegården mere, og min far sagde, at vi ikke måtte tale med nogen, vi ikke kendte,« fortæller sønnen Gustav i biografien.
Det var den tids mest frygtede terrororganisation, Rote Armee Fraktion, der skabte frygten i familien.
Rote Armee Fraktion udsprang af studenteroprøret i slutningen af 1960'erne, hvor ikke mindst Vietnamkrigens brutalitet sendte ungdommen på gaden over hele verden.
Men der skulle ikke gå mange år, før protester og demonstrationer langtfra var et stærkt nok signal at sende til magthaverne.
I hvert fald mente en håndfuld unge tyske studerende, at den statslige brutalitet skulle besvares med samme – hvis ikke værre – midler.
Med udenlandske grupperinger som forbilleder og inspireret af Den Røde Hær blev den venstreekstremistiske terrorgruppe dannet.
Snart blev de berygtet for bombeattentater, mordbrande og drab på politikere og erhvervsledere.
Men bortførelser og gidseltagninger var også midler, som Rote Armee Fraktion, anført af bl.a. Andreas Baader og Ulrike Meinhof, ofte tog i brug.
Ikke mindst gruppens kapring af et Air France-fly med 246 passagerer i 1976 trak overskrifter og skabte rædsel i store dele af verden.
Kidnapning af fremtrædende personer blev oftest brugt som middel til at opnå indrømmelser eller løsladelse af fængslede 'brødre' og 'søstre'.
Gruppen var drevet af et stærkt had til 'systemet', og det system var også Tysklands adelige familier en del af.
Midt i 1970'erne, hvor Rote Armee Fraktion var yderst aktiv, var prinsesse Benediktes ældste datter, Alexandra, fyldt fem, Nathalie var lige født, mens sønnen Gustav var seks og netop begyndt i skolen.
Han husker, hvordan politiet blev tilkaldt, fordi en fremmed kvinde havde kigget lidt for interesseret på hans leg i skolegården.
Og husker, hvordan truslen om kidnapning tog til i en sådan grad, at deres far, nu afdøde prins Richard, insisterede på, at prinsesse Benedikte for en tid flyttede i sikkerhed i Danmark med børnene.
»Efter en periode flyttede vi hjem igen. Fra da af blev vi altid kørt i skole og ad forskellige ruter,« fortæller han i bogen.
Det var i samme periode, at også fødselaren, prinsesse Benedikte, fik strenge instrukser fra sin mand.
Han insisterede på, at det var slut med at køre bil alene. Af sikkerhedsgrunde skulle der altid en chauffør på.
Det krav måtte Benedikte acceptere. I sikkerhedens og frygtens navn. Men én ting accepterede hun ikke: Hun insisterede på at køre selv.
Prinsesse Benedikte er nemlig ifølge bogen en fremragende bilist og elsker at køre bil. Så med undtagelse af når hun udfører sine officielle pligter i Danmark, må chaufføren nøjes med at sidde på passagersædet.
'Benedikte. En kongelig prinsesse' er netop udkommet på Politikens Forlag.
