Kun iført boksershorts blev han ledsaget over parkeringspladsen. Humpende. Med hele højre ben fuldstændigt smurt ind i blod.

Sådan blev offentlighedens første glimt af Ahmad Al Aliwi Alissa, den formodede gerningsmand bag mandagens masseskyderi ved supermarkedet King Soopers i byen Boulder, hvor 10 personer blev dræbt.

»Hvorfor skete det her? Vi har ikke svarene endnu, og efterforskningen er stadig kun på et tidligt stadie,« siger Michael Dougherty fra anklagemyndigheden i den lille amerikanske by.

Men et billede tegner sig allerede af 21-årige Ahmad Al Aliwi Alissa, der er født i Syrien, men har levet det meste af sit liv i USA.

Sådan så det ud, da Ahmad Al Aliwi Alissa blev arresteret.
Sådan så det ud, da Ahmad Al Aliwi Alissa blev arresteret. Foto: Screenshot fra tv-billeder
Vis mere

»Han troede altid, at nogen var efter ham,« som hans lillebror Arvada forklarer.

»Når han var ude at spise frokost med min søster på en restaurant, kunne han sige: 'Der er folk på parkeringspladsen, der leder efter mig'. Hun ville gå ud og kigge uden at finde nogen. Vi har ikke anet, hvad der er foregået i hans hoved,« supplerer storebroren Ali.

Ahmad Al Aliwi Alissa har også selv på Facebook beskrevet, hvordan han følte sig forfulgt og overvåget. Facebook har godt nok indtil videre lukket for profilen. 'Vi har fjernet profilen for identificerede mistænkte fra Facebook og Instagram. Vi vil fjerne alle andre profiler, der tilhører den mistænkte, eller profiler i hans navn, hvis vi finder dem på vores platform,' lyder det – men mediet Daily Beast har beskrevet indholdet.

'Hvis de islamofobiske folk bare ville lade være med at hacke min telefon og lade mig leve et normalt liv, ville jeg sandsynligvis være i stand til det,' skrev han angiveligt i 2019.

Et billede af Ahmad Al Aliwi Alissa taget efter anholdelsen.
Et billede af Ahmad Al Aliwi Alissa taget efter anholdelsen. Foto: Boulder Police Department
Vis mere

Efter massakren i newzealandske Christchurch samme år, hvor 51 personer blev dræbt i en moské, delte Ahmad Al Aliwi Alissa ifølge mediet denne besked på Facebook:

'Muslimerne i Christchurch-moskeen var ikke ofre for en enkelt gerningsmand. De var ofre for hele den islamofobiske industri, der ødelagde dem.'

Kilder hos FBI har fortalt, at de var bekendt med Ahmad Al Aliwi Alissa inden mandagens masseskyderi, fordi han er blevet 'kædet sammen med en anden person, der er under efterforskning'.

To gange tidligere har den formodede massemorder selv overtrådt loven. Én gang for en mindre færdselsforseelse. Den anden gang var mere alvorlig, da han overfaldt en medstuderende på Arvada West High School i 2017.

Blomster for ofrene.
Blomster for ofrene. Foto: JASON CONNOLLY
Vis mere

Boulder-indbyggere i sorg.
Boulder-indbyggere i sorg. Foto: Chet Strange
Vis mere

Her slog han vedkommende flere gange med knytnæver. Dengang skulle Ahmad Al Aliwi Alissa have forklaret, at han forinden var blevet kaldt racistiske øgenavne. Andre studerende husker, at han generelt havde et hidsigt temperament i skoletiden.

Storebroren Ali fortæller, hvordan high school-livet ændrede lillebroren: »Det handler om psykisk sygdom. Han blev drillet en hel del i high school. Han var en udadvendt dreng, men efter high school blev han meget antisocial.«

I mandags mistede 10 personer livet. Skudt, dræbt:

  • Denny Stong, 20 år
  • Neven Stanisic, 23 år
  • Rikki Olds, 25 år
  • Tralona Bartkowiak, 49 år
  • Suzanne Fountain, 59 år
  • Teri Leiker, 51 år
  • Eric Talley, 51 år
  • Kevin Mahoney, 61 år
  • Lynn Murray, 62 år
  • Jody Waters, 65 år

Ahmad Al Aliwi Alissa blev anholdt cirka en halv time, efter at de første skud lød ved King Soopers-supermarkedet.

Et billede af en yngre Ahmad Al Aliwi Alissa.
Et billede af en yngre Ahmad Al Aliwi Alissa. Foto: CITY OF BOULDER
Vis mere

»Jeg overgiver mig. Jeg er nøgen,« skulle han have råbt forinden.

Af politidokumenter fremgår det, at han ikke sagde mange ord, da betjentene nåede frem.

'Den mistænkte svarede ikke på nogen spørgsmål, men spurgte efter sin mor,' står der.

Det står videre også i dokumenterne, at han selv havde taget sit tøj af efter at være blevet skudt i højre lår. Politiet fandt senere en langærmet trøje og et par cowboybukser. Samt en skudsikker vest, en riffel og en halvautomatisk pistol.

Et tidligere billede af Ahmad Al Aliwi Alissa.
Et tidligere billede af Ahmad Al Aliwi Alissa. Foto: HANDOUT
Vis mere

Her er også en vidnebeskrivelse af, hvordan Ahmad Al Aliwi Alissa dræbte et af de første ofre:

'De ansatte så, hvordan den mistænkte skød en ældre mand på parkeringspladsen. Den mistænkte gik derefter helt hen til ældre mand, stod over ham og skød ham yderligere adskillige gange.'

Ahmad Al Aliwi Alissa er indtil videre sigtet for alle 10 drab, der i så fald i staten Colorado kan udløse 10 livstidsdomme uden mulighed for prøveløsladelse.

Kilder: Daily Beast, New York Post, CNN, The Colorado Sun, Reuters, Ritzau, New York Times