Motivet er endnu uklart efter et skyderi i et supermarked i amerikanske Colorado. Ti personer blev dræbt.

En 21-årig mand er tirsdag blevet sigtet for ti drab efter et skyderi i et supermarked i den amerikanske delstat Colorado.

Det oplyser Maris Herold, politichef i byen Boulder, hvor angrebet fandt sted.

Motivet bag mandagens angreb, der kostede ti personer livet, er endnu ukendt. Det siger Michael Schneider fra det amerikanske forbundspoliti, FBI.

Skyderiet i Boulder, Colorado, begyndte mandag eftermiddag lokal tid. Ti mistede livet.
Skyderiet i Boulder, Colorado, begyndte mandag eftermiddag lokal tid. Ti mistede livet. Foto: Chet Strange
Vis mere

»Det ville være alt for tidligt at begynde at drage konklusioner på nuværende tidspunkt,« siger Schneider fra FBIs kontor i Denver.

Boulder ligger ikke langt fra storbyen Denver.

Angrebets ofre er mellem 20 og 65 år og inkluderer blandt andre Eric Talley, en 51-årig betjent fra byens politistyrke. Han var far til syv børn.

Ifølge Nevin Sloan, der slap fra angrebet i live, opstod der straks panik i supermarkedet, da gerningsmanden begyndte at skyde.

 

»Pludselig hørte vi bang, bang, bang, bang, og jeg løb over til min kone og holdt om hende og sagde, at vi måtte se at komme ud,« siger han til CBS.

Parret siger, at de hjalp andre til at flygte ud ad en nødudgang.

»Jeg var tæt på at blive dræbt, bare fordi jeg ville købe en sodavand og en pose chips,« siger en anden kunde, Ryan Borowski, som også slap ud i live.

Politiet blev alarmeret om hændelsen kort før klokken tre om eftermiddagen lokal tid. Kort efter ankom politiet til supermarkedet.

I flere timer var der ingen meldinger om dræbte eller tilskadekomne. Herefter lød det, at »flere« var blevet dræbt. Men politiet afviste at oplyse hvor mange. Det skyldtes, at de pårørende ikke var blevet underrettet.

/ritzau/AFP