I Storbritannien har 281 personer, der var smittet med coronavirus, i skrivende stund mistet livet. I løbet af det sidste døgn har der været 37 dødsfald i Storbritannien.

Blandt de 37 dødsfald var den yngste bare 18 år gammel.

Det skriver Sky News.

Samtlige 37 personer, der er erklæret døde i løbet af det sidste døgn som følge af coronavirus, var i risikogruppen, da de havde andre sygdomme.

I løbet af det sidste døgn blev der også bekræftet 635 nye tilfælde af coronavirus i Storbritannien.

Værst ramt er England og specielt London. Premierminister Boris Johnson har tidligere på ugen været ude og anbefale folk, der kan arbejde hjemmefra, om at gøre det.

Han frarådede også kontakt med andre mennesker, og gældende fra i fredags lukkede samtlige skoler i Storbritannien.

Det samme gjaldt for alle restauranter, caféer, barer og natklubber.

Dermed følger Storbritannien trop i rækken af lande, der har lukket ned.

Den danske regering har også lavet en lang række tiltag.

Grænserne er blevet lukket, forsamlinger på flere end 10 personer er nu forbudt, frisører, fitnesscentre og stormagasiner er tvunget til at holde lukket, og restauranter og cafeer må kun sælge takeaway.

Supermarkeder, apoteker og andre butikker, der stadig holder åbent, er blevet underlagt strenge restriktioner. For eksempel skal der som minimum være fire kvadratmeter gulvplads pr. kunde, ligesom der skal være adgang til håndsprit.