11. marts fortalte statsministeren, at Danmark lukkede ned. Folk skulle sendes hjem fra arbejde, hvis muligt, frem til fredag den 27. marts, og skoler og andre dagstilbud skulle holde lukket frem til mandag den 30. marts.

Men spørger du Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet, så kommer de tiltag til at blive forlænget et godt stykke ud i fremtiden.

Det siger han i et interview med Berlingske.

»Hvis jeg skal være ærlig, vil jeg mene, det er urealistisk at tro, at skolerne åbner på denne side af sommerferien. Der har været en debat om, hvorvidt børn kan være smittespredere eller ej, men der er nye data fra Kina, der antyder, at der er mere infektion i børnene, end vi tidligere har fokuseret på,« siger Allan Randrup Thomasen, inden han fortsætter:

»Jeg kan i hvert fald sige, at jeg ikke tror, det er realistisk, at noget bliver lukket op, før vi i hvert fald er ude af april. Og der går nok endda længere tid.«

Allan Randrup Thomsen henviser til erfaringer fra den spanske syge, hvor epidemien tog fart igen, fordi man åbnede op for samfundet for tidligt.

Han mener heller ikke, at danskerne for alvor tager virussen seriøst endnu, og det skræmmer ham med tanke på, hvordan situationen er i Italien i øjeblikket.

Han tilføjer, at hvis danskerne ikke kan forstå vigtigheden af at blive inden døre, så må der i sidste ende komme et udgangsforbud.

Siden pressemødet den 11. marts har regeringen taget yderligere tiltag.

Grænserne er blevet lukket, forsamlinger på flere end 10 personer er nu forbudt, frisører, fitnesscentre og stormagasiner er tvunget til at holde lukket, og restauranter og cafeer må kun sælge takeaway.

Supermarkeder, apoteker og andre butikker, der stadig holder åbent, er blevet underlagt strenge restriktioner.

For eksempel skal der som minimum være fire kvadratmeter gulvplads pr. kunde, ligesom der skal være adgang til håndsprit.