Da Tony Mentalto sendte sin 14-årige datter i skole 14. februar 2018, var det sidste gang, han så hende i live.
Samme dag omkom datteren Gina i en brutal massakre, da en tidligere elev, den dengang 19-årige Nikolas Cruz, dræbte 17 lærere og elever på Marjory Stoneman Douglas High School i Parkland, Florida.
I retssagen, der har været fulgt tæt af de amerikanske medier, har Nikolas Cruz erklæret sig skyldig i alle anklager. Selve strafudmålingen afgøres i det nye år, og den i dag 23-årige Cruz vil som minimum blive dømt til fængsel på livstid, men risikerer også dødsstraf.
»Han forventer samme chancer, som han gav sine ofre den dag. Nemlig ingen overhovedet,« fastslår Tony Montalto, der sad i retslokalet sammen med sin kone, da Nikolas Cruz erkendte og beklagede drabene.
»Det var så smertefuldt at se ham og lytte til, hvordan han med fuldt overlæg dræbte 17 mennesker,« siger Tony Montalto til B.T.
Den morgen, Gina blev dræbt, sendte forældrene hende i skole med ekstra kærlighed.
»Det var valentinsdag, så jeg gav hende et kort og nogle roser lavet af chokolade, for hendes mellemnavn var Rose. Jeg sagde, hun skulle spise dem, inden de smeltede,« husker Tony Montalto grådkvalt.
Ud på eftermiddagen fik Tony og hans kone sms'er fra andre forældre om, at der var skyderi på skolen. Hans kone skyndte sig derhen, mens Tony blev hjemme for at holde øje med nyhederne og for at være der, hvis Gina kom hjem.
Men Gina var ikke at finde i virvaret af politi, ambulancer, rædselsslagne elever og forældre, og hun kom ikke hjem.
»Det kan lyde underligt, men til sidst håbede vi bare, hun var såret og blevet indlagt,« fortæller Tony Montalto.
Endelig fik de at vide, at et af de lokale hospitaler havde en pige, der matchede Ginas beskrivelse.
»Men da vi ankom til hospitalet, fik vi den værste besked, man kan få. Vores datter var død. Dræbt i skolen. Der, hvor hun skulle føle sig tryg og glad,« siger Tony Moralto.
Han kan ikke erindre, hvad der skete i dagene efter, men husker fornemmelsen af ikke at kunne trække vejret.
»Vi klarede det på en eller anden måde, fordi vi skulle være der for Ginas lillebror. De to var bedste venner. Vi var i det hele taget en meget glad og lykkelig familie. Nu prøver vi bare at støtte hinanden så godt, vi kan. Men hver dag er som et tveægget sværd. Der er aldrig nogen ren glæde mere. Selv de bedste dage er fyldt med smerte.«
Når Tony Montalto taler om Gina, er det med en hjerteskærende blanding af stolthed og smil og en stemme, der alligevel giver efter flere gange.
»Hun var fantastisk. Dygtig i skolen, venlig over for alle og sjov at være sammen med. Hun omfavnede virkelig livet, og verden er fattigere uden hende,« lyder det fra Tony Montalto, der har oprettet en fond til minde om datteren.
»Hvis Gina havde fået lov til at leve, ville hun have udrettet store ting. Nu holder vi hendes minde i live ved at hjælpe andre børn med at opnå deres mål.«
Sammen med andre forældre og efterladte, der mistede familiemedlemmer den tragiske februardag i 2018, er han også engageret i organisationen Stand With Parkland, der arbejder for strammere lovgivninger og øget præventiv indsats i kampen mod skoleskyderier. Et tal, der ifølge en database fra Center for Homeland Defence and Security er rekordhøjt i 2021 set i forhold til de forgangne år.
Men Tony Montalto erkender, at the second amendment (retten til at bære våben, red.) er en del af den amerikanske forfatning, og han har ingen ambitioner om, at den bliver ændret.
»Men vi kan ikke vente på den perfekte lovgivning. Vi er nødt til at sætte ind, hvor vi kan.«
Skoleområderne skal sikres, og vores system skal være bedre til at opfange børn og unge, der har brug for hjælp og støtte, ligesom lovlige våben skal opbevares langt mere sikkert.
Hver gang Tony Montalto hører om et nyt skoleskyderi, bliver der rippet op i hans sorg og fortvivlelse. Senest ved skoleskyderiet i Michigan for nogle uger siden, hvor fire mennesker blev dræbt af en 15-årig gerningsmand.
»Det er rystende, at det bliver ved med at ske. Ingen lokalsamfund tror, det vil ske i deres nabolag. Men det kan ske hvor som helst, og vi er nødt til at få løst problemet. For vores familie er det desværre for sent, men for andre er der håb.«
