Inden længe er det slut med herreklipning på abonnement hos det landsdækkende frisørnetværk Urbancut.

Efter flere år med røde tal på bundlinjen har frisørnetværket nemlig valgt at dreje nøglen om og lukke forretningen.

Det oplyser Urbancut i en mail til sine kunder, som Finans har set.

Tilbage i 2020 havde selskabet ellers fået flere investorer bag sig, heriblandt den tidligere Falck-topchef Allan Søgaatd Larsen.

Men efter halvandet år med coronakrisens udfordringer har investorerne nu måtte erkende, at det ikke længere kan løbe rundt.

»Vi har stort set ikke været i stand til at genstarte driften i 2021 på grund af coronakrisen. Så vi har besluttet os for at lukke ned i god ro og orden udelukkende med tab for os selv,« siger Allan Søgaard Larsen.

Af det landsdækkende frisørkoncepts regnskab fra 2020 fremgår det, at selskabet leverede et underskud på knap 1,6 millioner kroner.

Men hvad regnskabsbøgerne fra 2021 lyder på, vil Allan Søgaard Larsen dog ikke fortælle, da han ikke mener, at det er relevant, når nu virksomheden alligevel skal lukke.

I mailen, som Urbancut har sendt ud til sine kunder, skriver de desuden, at kæden fra den 4. januar vil stoppe med at opkræve abonnementsbetalinger.