Man kender det. Der kommer alligevel ikke andre trafikanter, så man skynder sig lige over for rødt på cyklen, inden der kommer nogen.

Men den går altså ikke.

Det fik flere hundrede trafikanter at føle i sidste uge af oktober, hvor politiet gennemførte en landsdækkende færdselskontrol af cyklister og knallerter.

Det oplyser Københavns Politi til B.T.

Som man kan se i videoen ovenfor, havde man i København særligt fokus på det tætbefærdede Fælledvej/Nørrebrogade-kryds på Nørrebro, hvor der ligger en skole.

Det er et kryds, hvor det er fristende at køre over for rødt, når man cykler ad Nørrebrogade mod Dronning Louises Bro, da cykelstien fortsætter ligeud.

Men i løbet af sidste uge betød fristelsen, at flere flere end 200 trafikanter fik langet en bøde ud af politiet.

»De fleste bøder er givet i krydset ved Skt. Ansgar Skole. Det var især forseelser som at køre over for rødt lys, at køre på fortovet og at placere sig forkert på vejen (for eksempel ved at køre i bilbanen i stedet for på cykelstien for at komme hurtigere frem), som fyldte på bødeblokken,« oplyser Københavns Politi.

Langt hovedparten var cyklister, men der blev også givet bøder til bilister for at køre over for rødt.

Bøden for cyklister ligger typisk på 1.000 kroner for at køre over for rødt. For bilister er det typisk det dobbelte.

I videoen ovenfor kan du se, hvordan cyklisterne blev overrasket af politiet i krydset.