En sort bil med teksten 'Agenda 21' og en megafon spændt fast på taget kørte tirsdag eftermiddag rundt i København for at sprede budskaber om en vaccineskepsis.

Men da bilen nåede Rådhuspladsen, fik en række beboere nok.

Og det fik derfor Københavns Politi til at rykke ud.

»Vi fik flere anmeldelser om, at lydniveauet fra bilen var meget højt. Og der måtte vi bare konstatere, da vi kom frem, at det var så højt, at det var en væsentlig forstyrrelse,« fortæller Henrik Brix, vagtchef ved Københavns Politi.

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Politiet tog derfor en dialog med manden, hvor han blev bedt om at skrue ned for lydniveauet.

»Det er ganske lovligt at dele budskaber på den måde, men det skal bare være sådan, at alle kan være der,« fortæller Henrik Brix og fortsætter:

»Det foregik på en meget stille og rolig måde, hvor manden efterfølgende skruede ned og kørte videre,« slår han fast.

Københavns Politi kørte derfor hurtigt fra stedet igen.

Det er ikke første gang, at den såkaldte antivaccine-bil er dukket op i København.

Den er også set køre rundt i Nordsjællands gader, hvor føreren Viktor Bodin, har delt budskaber ud til byens borgere.

Her handlede det om, at børn ikke burde blive vaccineret, ligesom at vaccineprogrammet burde sløjfes fuldstændigt.

»Skal dit barn have en fremtid? Vil du gerne have børnebørn? Stop op og undersøg tingene selv og sig nej tak til vaccinen,« lød nogle af budskaberne.

Senest har B.T. skrevet om, hvordan det ikke er helt uden risiko, at Viktor Bodin deler sine budskaber. Han har blandt andet oplevet, at der bliver kastet æg, skyr og flasker mod ham, ligesom en af hans venner er blevet slået.