Det har skabt udfordringer for pendlerne mellem Aarhus og Randers, siden bus 918X blev nedlagt i en spareøvelse.

Så mange udfordringer, at der er lavet en hel Facebook-gruppe med navnet ‘Bevar Bus 918X Randers - Aarhus’, og problemerne diskuteres.

Problemer som forsinkelser og busser, der ikke dukker op, nu hvor det kun er bus 118, der kører strækningen. Det skriver TV2 Østjylland.

Og nu erkender Midttrafik, at den nuværende køreplan ikke fungerer.

“Vi kan konstatere, at der mangler køretid på ruterne mellem Aarhus og Randers. Det har været svært at overholde køreplanerne, og der har været for stort pres, som har gjort, at kunderne er blevet forsinkede,” siger Thomas Dalgaard Mikkelsen, funktionsleder i Midttrafik.

Derfor vil Midttrafik nu indsætte flere lynafgange i myldretiden samt ændre køreplanen, så den bliver mere retvisende.

Midttrafik er allerede i dialog om ændringerne med det busselskab, der kører ruten.

De håber, at en opdateret køreplan vil ligge klar senest i slutningen af november.