Det er dyrt at bygge. Og med opskruede priser på byggematerialer er det blevet endnu dyrere.

Men selvom man som almindelig borger kan synes, det er blevet lige dyrt nok, er det en helt anden liga, når det er kommunen, der skal bygge.

Og det er faktisk et problem for Aarhus Kommune. Særligt Børn og Unge forvaltningen i Aarhus Kommune er hårdt ramt. Det skriver Lokalavisen Aarhus.

Den øgede befolkningsvækst betyder nemlig, at der skal bygges en masse, for eksempel flere daginstitutioner og skoler. Derfor sidder Børn og Unge med den flest kommunale byggeprojekter.

De har derfor frygtet konsekvenserne, siden de blev varslet prisstigninger på 25-30 procent.

Selvom det ikke er endt så slemt som varslingen, har de alligevel set prisstigninger på 8-15 procent, og de er derfor nødsaget til at følge hvert projekt nøje.

Faktisk har de været så pressede, at de har været tvunget til at spøge byrådet om flere penge ved enkelte projekter. De kan nemlig ikke udskyde byggerierne.

“Stort set alle projekter hos os kan ikke standses eller udskydes. Der er nogle krav - blandt andet pasningsgaranti - som vi skal leve op til, og de børn forsvinder jo ikke, bare fordi vi har prisstigninger,” siger Anna Marie Due Schmidt, der er bygningschef i Børn og Unge, og fortsætter:

“Vi kan ikke bare sige, at så bygger vi kun en halv institution, for så har vi ikke den plads, som vi har lovet og fået penge til,” forklarer hun.

Andre magistrater i kommunen er også ramt af prisstigningerne, dog i nogen mindre grad.