Efter flere farlige ulykker i et bestemt kryds i Aarhus, vil man nu finde en løsning på problemerne.
Det drejer sig om lyskrydset ved Hjortholmsvej tæt på Østbanetorvet, der altså skaber utryghed blandt letbaneførere. Det skriver Aarhus Stiftstidende.
Flere letbaneførerer fortæller nemlig, at de frygter, at det ender i en dødsulykke, hvis ikke der bliver gjort noget ved trafikken i krydset.
Ifølge Keolis, der står for driften af Aarhus Letbane, er netop det kryds stedet på hele letbanen, hvor man oplever det største antal 'nærved-hændelser' – det vil sige hændelser, der er tæt på at ende i ulykker. Det er flere gange blevet til farlige uheld.
I 2020 blev der første gang foretaget ændringer i krydset for at komme problemet til livs, men det har altså ikke afhjulpet ulykkerne.
Efter det seneste møde mellem Aarhus Letbane, Keolis og Aarhus Kommune har man nu besluttet, at man vil arbejdere videre på at løse problemerne.
Et af de største problemer er måske en stor, grøn hæk langs med letbanesporet, som gør det svært for førerne at få overblik inden, de når til krydset.
Samtidig mistænker man, at signalerne i lyskrydset ikke virker optimalt. Det vil man nu se på at få justeret, ligesom man enten vil barbere hækken ned eller fjerne den helt.