Hun sætter farten op. Han gør det samme. Da hun drejer, tager han fat i hende. Han siger til hende, at sådan en smuk kropsform burde gå i strammere tøj. Så tager han på hendes bryst.
'Nu voldtager han mig.' Det er det eneste, det 15-årige offer når at tænke. Det fortæller hun til B.T. Aarhus.
Da hun fjerner hans hånd, råber han, om de skal slås. Derefter går han og råber 'vi ses' til hende. Hun spurter hele vejen hjem.
Det tager hende under et minut at nå til bopælen i Trige. Det kan man se på den overvågning, hendes far installerede i området i 2019. Dengang handlede det om at fange de gerningsmænd, der lavede hærværk på parkeringspladsen.
Nu handler det om noget helt andet. Det handler om at finde den gerningsmand, der har befamlet hans datter og mindst fire andre piger i Trige.
»Bare det at tale om det gør, at hårene på min nakke og arme rejser sig fuldstændig,« siger Kenneth Valentin Dupont, der er far til det 15-årige offer, og tilføjer:
»Jeg må indrømme, han skulle nok ikke vise sit fjæs over for mig. Så er jeg ikke sikker på, jeg kunne stå inde for mine handlinger.«
Datteren var kun hjemme, fordi et influenzaudbrud havde ramt hendes efterskole. En forsigtighed i forhold til coronasmitten. Men hun ville alligevel gerne holde den daglige motion ved lige. Det var derfor, hun var ude at gå den mandag aften.
Hun havde aldrig set ham før. Det har hun til gengæld igen i morges, da hun skulle identificere ham på overvågningskameraet. Det klip, der viser ham følge efter hende, inden han vender om, kigger ind i kameraet og stikker af.
»Det gjorde mig utryg at se ham igen. Jeg bliver også utryg af at se det hjørne. Det er der, det skete. Det er der, jeg var tæt på. Bare at … Ja ...« siger hun.
Midt i sætningen går hun i stå. Som om hun ikke tør færdiggøre, hvad det egentlig er, hun tænker, der kunne være sket.
Men det sker ikke. Hun når at spurte hjem, hvor hun grådkvalt fortæller sine forældre om hændelsen. Det tager fem minutter, før de kan forstå, hvad hun siger.
Efter det må hun ind på sit værelse med det samme. Hun skal have trøjen af. Nu.
»Det var en helt ny årstrøje fra min efterskole. Men den skal bare af og smides så langt væk som muligt. Det er den, han har rørt ved. Jeg følte mig beskidt af at have den på. Og enormt beskidt over, at han har rørt ved mig,« siger hun.
Hun tilbringer stadig meget tid på værelset. Både Kenneth og hans datter har bemærket, at hun ikke har været den samme siden episoden.
Hun taler ikke. Hun spiser ikke. Hun smiler ikke. Hun græder mest, og hendes far beskriver det med, at hendes stemmeleje er faldet med en decibel. Mindst.
Lige nu befinder hun sig konstant i en radius af 100 meter fra sine forældre. Hun tør ikke andet, for tankerne om, at hun møder ham igen, fylder for meget.
»Jeg vil godt væk fra byen et stykke tid. Jeg føler mig ikke i sikkerhed, før han er fanget,« siger hun.
Det gør hendes far til gengæld alt for, at han bliver. Han samarbejder med politiet om, at de kan få de billeder, overvågningskameraet har fanget.
Men mest af alt har han brugt tiden på at tage hånd om sin datter.
»Det er rigtig svært at sætte ord på. Følelserne er uden på tøjet. Jeg plejer at være en hårdfør herre, men jeg må indrømme, jeg har grædt en tårer eller to i desperation over det her. At nogen kan finde på at gøre det her ved et barn. Det er simpelthen frygteligt,« siger han.
