17-årige Sarah var for lidt over to uger siden offer for den mand, der nu har krænket fire andre piger de sidste par dage med sine tilnærmelser.

Hun ventede på bussen til Trige ved Storcenter Nord i Aarhus, da manden dukker op. Hun er sikker på, det er den mand, hun efterfølgende har set på politiets billede af den efterlyste.

Hun beskriver ham som påvirket og højtråbende. Blandt andet råber han på et tidspunkt ‘I love you’ til hende.

Sarah starter med at grine af de pludselige og usammenhængende udbrud, manden kommer med.

På et tidspunkt bliver det alligevel for meget, og hun vælger at gå om bag busskuret.

Og det er her, at manden løber hen imod hende, tager fat i hendes arm og taske, mens han råber noget, hun ikke forstår.

Sarah får hurtigt råbt efter hjælp, hvorefter en ung pige kommer hende til undsætning.

De får sammen manden væk fra Sarah, hvorefter han tager bus 2A mod Trige.

Den unge pige venter ved bussen med Sarah, da hun ikke tør tage samme bus som manden.

Ved du noget om sagen? Kontakt B.T. på kaek@bt.dk

Efter episoden har Sarah følt skam og skyld. Hun var bange for, hun selv havde gjort noget, der fremprovokerede episoden.

Så det var først efter, hun kunne læse om de andre piger, der er blevet udsat for mandens tilnærmelser, at hun anmeldte det til politiet tirsdag.

Hun er stadig meget påvirket af situationen.

»Jeg er bange. Når jeg sidder i bussen, ser jeg efter ham og tænker, om han pludselig kommer ind,« siger hun.

Hun har efterfølgende ikke turde gå ude alene om aftenen eller vente udenfor ved samme busstoppested.

Manden er nemlig stadig efterlyst, men politiet oplyser, at de har patruljeret i området både tirsdag og onsdag og fortsat vil gøre det.

Tirsdag kunne B.T. første gang fortælle, at manden havde opsøgt to piger på henholdsvis 15 og 16 år. Her har han forsøgt at kramme, kysse og befamle pigerne.

Det lykkedes dog pigerne at stikke af fra stedet, og den 16-årige nåede også at tage et billede af manden. En 22-årig kvinde er også blevet antastet af manden.

Manden beskrives som 23-32 år, ikke etnisk dansk af udseende, mellem 168-175 centimeter høj, sort hår og iført en karrygul polo og lysegrå bukser.