Sne og kulde kan give glatte veje, advarer DMI.
For første gang i over ti år er der i år udsigt til hvid jul.
Det vinterklædte landskab giver dog ikke bare julestemningen et nøk opad. Det gør også turen hjem til and og flæskesteg noget mere besværlig.
Og ifølge DMI er der al mulig god grund til at lade julefreden sænke sig, allerede når du kører hjemmefra.

Der er udsigt til en travl dag på vejene med masser af juletrafik, og vejrguderne sørger også for sne allerede fra morgenstunden.
Først i det midtjyske og i løbet af formiddagen breder det sig til resten af landet.
Torsdag morgen melder Vejdirektoratet da også om risiko for glatte veje i store dele af landet.
DMI forventer mellem tre til fem – måske helt op til otte – centimeter sne, og det gør situationen endnu mere udfordrende for bilisterne.
»Man skal helt klart køre forsigtigt,« lyder det fra den vagthavende meteorolog hos DMI, Klaus Larsen, som lover sne til det meste af landet i løbet af dagen.
»Det kan give trafikale problemer ud på eftermiddagen. Især i den centrale og østlige del af landet, hvor bygerne kan give snekørsel,« forudser han.
»Der betyder nedsat sigtbarhed og risiko for glatte veje. Så kør forsigtigt. Alle skal jo gerne komme hele hjem,« siger han.


