Minusgrader, kolde vejbaner og nedbør i form af regn, slud eller sne er en farlig cocktail i trafikken.
Torsdag morgen advarer politiet i Syd- og Sønderjylland derfor om, at der kan være såkaldt »sort is« flere steder i politikredsen.
Politiet oplyser, at der saltes for at komme problemet til livs.
Generelt advarer både politi, DMI og Vejdirektoratet bilisterne om, at lillejuleaftensdag kan blive en udfordrende dag i trafikken.
Et større snevejr ventes nemlig at ramme landet i de tidlige eftermiddagstimer, netop som juletrafikken er på sit højeste.
DMI forventer mellem tre til fem – måske helt op til otte – centimeter sne.
»Man skal helt klart køre forsigtigt,« lyder det fra den vagthavende meteorolog hos DMI, Klaus Larsen, som lover sne til det meste af landet i løbet af dagen.
»Det kan give trafikale problemer ud på eftermiddagen. Især i den centrale og østlige del af landet, hvor bygerne kan give snekørsel,« forudser han.
»Det betyder nedsat sigtbarhed og risiko for glatte veje. Så kør forsigtigt. Alle skal jo gerne komme hele hjem,« siger han.
B.T. følger vejr- og trafiksituationen hele dagen.

