Tidligere har B.T. fortalt, at Aalborg indtager en kedelig sidsteplads, når det kommer til både sikkerheden for cyklister og aalborgensernes generelle interesse i at hoppe på den tohjulede.
»Jeg var forbløffet, da jeg så tallene,« siger Mike Hedlund-White, der er lokalformand for Cyklistforbundet i Aalborg.
Cyklister i Aalborg har nemlig op til 281 gange større risiko for at være involveret i en ulykke, hvis man sammenligner med Odense og København. Desuden tilbagelægger de kun 1,4 kilometer på cykel, hvilket er en sidste plads, hvis man sammenligner med andre storbyer.
»Tallene ser nok ud, som de gør, fordi Aalborg ikke helt har knækket koden i forhold til at få nok cyklister på gaden,« siger formanden og fortsætter:
»For har man et tilpas stort antal cyklister i gadebilledet, er der større sandsynlighed for, at det bliver mindre farligt for cyklisterne, fordi der er en større opmærksomhed på dem i trafikken.«
I kommunens seneste budget blev der sat 60 millioner kroner af til cyklismen i byen over de næste fire år. Men det er ifølge Mike Hedlund-White ikke nok.
»Jeg anerkender, at det er et ekstra godt budget for cyklister i år. Problemet er bare, at vi kommer fra et lavt niveau, og der er lang vej igen, for at vi rent faktisk kan leve op til de ambitioner, der er om at gøre byen til en førende cykelby.«
Hans Henrik Henriksen, der er rådmand for by- og landskabsforvaltningen, anerkender, at kommunen ikke nødvendigvis når langt med de 60 millioner kroner.
»En dobbeltrettet cykelsti koster godt 3,5 millioner per kilometer på åbent land. Så der er ikke engang til 20 kilometer i det budget. Og skal stien lægges inde i byen, er det 7 millioner per kilometer.«
»I vores handlingsbudget prioriterer vi jo også bilisme højt i byen. Hvis du sammenligner de 60 millioner kroner med, hvad der bliver brugt på fremkommeligheden af biler her, så bruger vi alt andet lige flere penge på bilerne. Men som den økonomiske situation er i Aalborg, kan vi ikke løfte det her alene. Vi skal have hjælp fra Christiansborg, som skal prioritere cyklismen langt mere. Jeg savner en national handleplan,« siger han og fortsætter:
»Jeg kan nogle gange undre mig over, at det ikke er et problem på Christiansborg at finde rigtig, rigtig, rigtig mange penge til bilisme og motorvejsasfalt. Men når vi så skal prioritere cyklisme, som eddermame er grønt, sundt og bæredygtigt, er det kun håndører, vi kan finde i statslig sammenhæng.«
– Men uanset hvad har I jo også et ansvar i kommunen. Synes du, I har løftet jeres del af ansvaret?
»Jeg så gerne flere penge til det her område, og jeg fornemmer også på byrådet, fra Enhedslisten til Konservative, at vi vil prioritere. Der skal mere til, og det tror jeg, alle er klar over, men der skal bare flere penge til. Og det er derfor, jeg også siger, der skal ske handling på nationalt plan.«


