»Den barske fortid gør dem til helte – rent socialt og politisk. De er kommet ud af trange kår. Det er jo forsvundet i europæisk cykelsport,« fortæller Jørgen Leth – og ham vender vi tilbage til.
De colombianske ryttere har igen i år sat deres store aftryk på Tour de France. Ryttere som Egan Bernal, Daniel Martinez, Rigoberto Uran, Miguel Angel Lopez og Nairo Quintana har alle på hver sin facon gjort årets løb yderst seværdigt.
Det virker næsten, som om der er et helt andet brændstof i colombianernes tank end mange af europæernes. Og det er der nok også.
De er ikke som de danske ryttere vokset op med fritidsordninger, ture til Fårup Sommerland og Yankie Bar i madpakken.
Langt de fleste af colombianerne er vokset op med vold og fattigdom, og cykelsporten har været deres redningskrans til et liv uden bekymringer om regninger og sikkerhed.
Det bedste eksempel herpå er nok EF Educations 33-årige kaptajn, Rigoberto Uran, der inden onsdagens vanvidsetape indtog løbets samlede tredjeplads.
Rigoberto Uran voksede op i den voldelige colombianske provins Urrao. Og han mistede som blot 14-årig sin far – på en tragisk og bestialsk manér.
Faren – som også hed Rigoberto Uran – blev iskoldt henrettet på gaden ved et skud i panden af paramilitære colombianske styrker blot tre måneder efter, at han havde set sønnen køre sit første cykelløb.
Den 14-årige kommende cykelstjerne var pludselig manden i huset og skulle tage sig af sin mor og søster. Rigoberto Uran overtog derfor sin fars job, som bestod i at gå fra dør til dør og sælge lotteri-kuponer.
Han tog hjemmefra klokken syv om morgenen og returnerede først ved midnat.
Han fortsatte med at passe sin skole, sin træning og deltog i cykelløb – sideløbende med, at han forsørgede sin familie.
Rigoberto Uran er langtfra den eneste colombianske cykelrytter, der har barske historier med i sadeltasken.
Onsdagens triumfator på Meribel Col de la Loze, Miguel Angel Lopez (Astana), blev i 2011 hjemme i Colombia knivoverfaldet af to mænd, der ville stjæle hans cykel.
Selv om han blev knivstukket i benet, lykkedes det for Miguel Angel Lopez at jage de to røvere på flugt. Og det var på baggrund af denne episode, at han fik kælenavnet 'Superman'.
Også den rutinerede Nairo Quintana (Arkea-Samsic), der altid kommer til Touren med store ambitioner, har brugt cyklen til at pedallere sig ud af fattigdom.
Hans forældre brugte deres opsparing på at investere i en brugt mountainbike til lille Nairo, så han kunne transportere sig de 32 kilometer til og fra skole – og så kunne køre fra landsby til landsby for at sælge frugt. Som 16-årig begyndte han desuden at køre taxi i sin fars gamle bil.
Den forsvarende Tour-vinder, Egan Bernal (Ineos), der onsdag morgen forlod løbet skadet, hører til de colombianske ryttere, der har haft en relativ tryg opvækst.
Da Egan var en lille dreng, flyttede hans familie fra landet ind til byen, hvor det lykkedes dem at rykke lidt op ad den sociale rangstige. For at holde Egan ude af ballade blev han sendt til cykling.
Som 10-årig blev han sendt fra hus til hus i byen for at sælge blomsterbuketter, som hans forældre havde købt billigt gennem deres arbejde i blomsterindustrien. Her lærte Egan om forhandlingens kunst.
»Jeg ved ikke, om det er derfor, men jeg har aldrig haft problemer med at forhandle kontrakter, hyre eller fyre agenter og bestemme, hvem jeg har brug for i mit team,« har Egan Bernal fortalt i bogen 'Colombia Es Pasión!'
Og colombianernes succes i Tour de France glæder den kendte danske cykelkommentator og filminstruktør Jørgen Leth. Han ser ligheder mellem colombianernes barske opvækst og datidens store italienske helte.
»Sådan var det tidligere med Italien – i Coppi og Bartalis tid. Det var præget af, at det var en sport for økonomisk lavtstillede. Rytterne blev rekrutteret fra landet og fabrikkerne.«
»Det ser man ikke mere i Europa, men det er udpræget i Colombia. De kommer i overført betydning ud af de her kriminelle og vanvittige forhold, der er i Colombia. Det er et land med masser af kriminalitet, kokain, vold, krige, bander. Det kommer de fra. De kommer ud af det. Det giver dem en særlig heltestatus i mine øjne, det må jeg sige.«
»I USA har man jo også den her myte med, at mange store folk kommer ud af fattige forhold. Det er jeg romantisk nok til stadig at løfte hatten for. Det ville være fattigt, hvis colombianerne ikke var kommet,« understreger Jørgen Leth.
