Det skal være nu!

Sådan lyder Jakob Fuglsangs klare besked til Bjarne Riis.

I skrivende stund svirrer rygterne og spekulationerne omkring, hvorvidt Riis' mandskab overlever, da man indtil videre mangler en sponsor til 2021.

Finder man ikke en dansk sponsor nu, tror B.T.s Tour-ekspert Jakob Fuglsang ikke på, at 'Ørnen fra Herning' når at skabe et dansk hold frem mod Tour-starten i København i 2022.

I januar blev det officielt, at Bjarne Riis blev en del af World Tour-holdet NTT Pro Cycling. Her ses han med holdets sydafrikanske ejer Douglas Ryder (tv.).
I januar blev det officielt, at Bjarne Riis blev en del af World Tour-holdet NTT Pro Cycling. Her ses han med holdets sydafrikanske ejer Douglas Ryder (tv.). Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Hvis Bjarne skal have en chance for et rent dansk hold, skal det være nu. Det lyder, som om der er nogle problemer,« lød det fra Jakob Fuglsang, da han onsdag besvarede spørgsmål fra B.T.s læsere.

NTT's sponsorat af holdet udløber ved årsskiftet, og parterne ligger lige nu i forhandlinger for at forlænge aftalen, der kunne sikre holdets fremtid – og dermed også Bjarne Riis' på World Touren.

»Hvis de lukker nu, har jeg svært ved at se dem få stablet et hold på benene til Touren, der starter i København. For mig at se skal en dansk sponsor slå til nu, hvis det skal lykkes,« mener Jakob Fuglsang.

Tidligere har erhvervsmanden Lars Seier Christensen, som er en del af investorgruppen bag NTT, fortalt B.T., at man er på udkig efter 'en større pakke', som kan være med til at løfte holdets sportslige niveau.

Jakob Fuglsang leverer ekslusivt klummer til B.T. under VM. De udkommer dagligt, og du kan følge hans jagt på den ikoniske regnbuetrøje på bt.dk.
Jakob Fuglsang leverer ekslusivt klummer til B.T. under VM. De udkommer dagligt, og du kan følge hans jagt på den ikoniske regnbuetrøje på bt.dk. Foto: Simon Baungård Thomsen
Vis mere

Under spørgeseancen med B.T.s læsere løftede den 35-årige Jakob Fuglsang desuden lidt af sløret for, hvad hans fremtid kunne byde på, den dag han stopper som professionel cykelrytter.

»At blive sportsdirektør kunne godt være en mulighed, men jeg er ikke helt sikker,« forklarer Jakob Fuglsang.

»Det skulle bare ikke for at være chauffør for mekanikeren i sportsdirektørbilen. Det ville være for at dele ud af min erfaring, eksempelvis til unge ryttere.«

Jakob Fuglsang har to løb tilbage i denne sæson: VM 27. september og Giro d'Italia fra 3. til 25. oktober. Under begge begivenheder skriver han eksklusive klummer i B.T.