Det blev klart og tydeligt for alle – lige dér på den drabelige Solaison-stigning søndag eftermiddag.

Jonas Vingegaard genbekræftede sin status som en af verdens allerbedste cykelryttere, og selv om vi næsten ikke tør skrive det, er det ikke til at komme udenom ...

Det er bestemt en mulighed, at en dansker vinder årets Tour de France!

Her får du B.T.s Tour-barometer.


Tour-favoritten Tadej Pogacar må sidde med svedige håndflader efter at have overværet Jumbo-Vismas magtdemonstration søndag i Criterium du Dauphiné.

De kølige kammerater Roglic og Vingegaard pulveriserede al modstand på den frygtindgydende Plateau de Solaison-stigning og kørte sig direkte ind som fælles favoritter til Tour de France-sejren.

Der skal noget fuldstændig ekstraordinært til at slå Tadej Pogacar – det ved vi. Søndag blev vi netop vidne til det, da Roglic og Vingegaard skar to minutter af Solaison-stigningens rekord.

Undervejs så Jonas Vingegaard endnu skarpere ud, end tilfældet var i den magiske Tour-debut i fjor. Timingen er noget nær perfekt.

Primoz Roglic (tv.) og Jonas Vingegaard knuser al modstand og kører sammen i mål ved sidste etape af Criterium du Dauphiné. Danskeren vandt etapen, mens sloveneren nuppede den samlede sejr i løbet.
Primoz Roglic (tv.) og Jonas Vingegaard knuser al modstand og kører sammen i mål ved sidste etape af Criterium du Dauphiné. Danskeren vandt etapen, mens sloveneren nuppede den samlede sejr i løbet. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere


Michael Valgren, hvor er du henne?

Siden septembers italienske sejrsrus og en bronzemedalje ved VM – altså snart et år siden – er det ikke blevet til en eneste top-10-placering fra den blonde thybo.

To 11.-pladser er det blevet til for Valgren, og det er simpelthen bare ikke godt nok for en rytter af hans kaliber. Vi ved, hans topniveau er verdensklasse, men hvor vi dog savner at se mere til det!

Den 30-årige EF Education-EasyPost-rytter kan ikke længere gemme sig bag at være ung og ny i gamet, og desværre lugter det mere og mere af, at man engang i fremtiden vil se tilbage på Valgrens karriere med fornemmelsen af et enormt talent, der ikke blev udnyttet til fulde.

I yderste konsekvens kan den sløje form betyde, at Michael Valgrens Tour-plads er i fare.

Michael Valgren kan ikke finde melodien.
Michael Valgren kan ikke finde melodien. Foto: STEPHANE MAHE
Vis mere


Det bliver en stor sommer for Dansk Ornitologisk Forening, hvis både Jakob Fuglsang og Jonas Vingegaard flyver til Tour de France i topform.

For mens Jumbo-Vismas klassementhåb har etableret sig som et af cykelsportens største talenter over det seneste år, har det været helt modsat for senioren Jakob Fuglsang.

Den 37-årige Israel-rytter var engang en af feltets mest glubske gribbe, når det kommer til sejre i endagsløb. Men der skulle gå hele 654 dage mellem Fuglsangs sejr nummer 26 og 27.

31. maj vandt han endagsløbet Mercan'Tour Classic, og selvom de allerstørste stjerner udeblev, lunede sejren gevaldigt for Fuglsang.

Nu kan han tage til Tour de France i jagten på etapesejre og måske endda den prikkede bjergtrøje med selvtilliden i orden.

Og så håber vi på, at han endelig får brudt den Tour de France-forbandelse, og de sorte skyer svæver forbi Fuglsang i det ikoniske løb. Bare for en gangs skyld.

Jakob Fuglsang fik en tiltrængt sejr på cv'et sidst i maj.
Jakob Fuglsang fik en tiltrængt sejr på cv'et sidst i maj. Foto: JEAN-CHRISTOPHE BOTT
Vis mere


Det ville være så ufatteligt eventyrligt med en dansker i den gule trøje på hjemlig jord.

Men med enkeltstarts-maskinerne Filippo Ganna, Tadej Pogacar og Wout van Aert i topform virker det altså som en romantisk idé, kun H.C. Andersen kan forestille sig.

Hvis vi skal være realistiske, har vi kun to heste at spille på. Og i begge scenarier skal der en ordentlig portion held, medvind og gedigent drama til at få kabalen til at gå op.

Hest 1: Hvis Kasper Asgreen kører sit livs enkeltstart i Københavns gader, kan han på anden etape stå med omkring 10 sekunder til Gannas gule trøje.

Giv os storm på Storebælt og en angrebslysten Kasper Asgreen uden mén fra sit styrt i Schweiz, og så kan vi drømme om at krone koldingenseren i gult på podiet i Nyborg!

Hest 2: Den korte enkeltstart i København ligger meget fornuftigt til Treks danske damplokomotiv Mads Pedersen.

Med en fornem enkeltstart i København og en topplacering med et par bonussekunder til følge på 2. etape, ser det pludselig realistisk ud.

Så skal Mads Pedersen bare gøre arbejdet færdigt og sejre på sin hvide jernhest i Sønderborg. Det må være nok til at snuppe trøjen!

Det lyder da nemt nok, ikke?

Trek-Segafredo's Danish rider Mads Pedersen competes during the 4th stage of the 80th edition of the Paris - Nice cycling race, 13, 4 km time trial stage between Domerat and Montlucon, on March 9, 2022. (Photo by FRANCK FIFE / AFP)
Trek-Segafredo's Danish rider Mads Pedersen competes during the 4th stage of the 80th edition of the Paris - Nice cycling race, 13, 4 km time trial stage between Domerat and Montlucon, on March 9, 2022. (Photo by FRANCK FIFE / AFP) Foto: FRANCK FIFE
Vis mere


Det var ventet, at Jonas Vingegaard skulle agere hjælperytter for kaptajn Roglic i Criterium du Dauphiné.

Den opgave løste Glyngøres stolthed med så meget overskud, at den sejrende slovener må have bange anelser inden Tour de France-starten i København.

Udadtil tilkendegiver både Jonas Vingegaard og Primoz Roglic, at de er tilfredse, uanset hvem der vinder – bare Tour-trofæet ender i Jumbo-bussen.

Der er ingen tvivl om, at de spinkle superstjerner nærer varme følelser for hinanden. Men for 32-årige Primoz Roglic er det nu eller aldrig. Han har været én sløj enkeltstart fra at modtage hele verdens hyldest på Champs-Élysées.

Han VIL vinde Tour de France – men i øjeblikket ser det overraskende nok ud til, at den danske opkomling er ved at pløje direkte forbi ham i hierarkiet, og det må give bange anelser for Roglic.

Vi fik nogle vigtige indikationer i Criterium du Dauphiné. Vingegaard kørte hele ugen med hidtil uset overskud. På tredje etape tog han på den afsluttende stigning en monsterføring, der splittede feltet ad.

Så lod han sig falde tilbage og hentede holdkammeraten Wout van Aert, der med en lidt mere fokuseret jubel-timing havde snuppet etapesejren. Verdensklasse.

Den helt store åbenbaring var søndagens etapesejr på skrækstigningen Plateau de Solaison. Det ser ærlig talt ud til, at Jonas Vingegaard er blevet en endnu bedre klatrer end for et år siden.

Vingegaards drabelige ryk distancerede straks Ben O'Connor, men også Primoz Roglic så iøjnefaldende mærket ud. En detalje, alverdens cykeleksperter allerede har noteret sig.

En tydeligt besværet Primoz Roglic havde flere gange vanskeligt ved at holde Jonas Vingegaards hjul. Efter målstregen blev krydset hånd i hånd, lignede sloveneren en mand med overkogte spaghetti-ben.

Vingegaard strålede omvendt af så meget overskud, at han kunne have forceret Mont Blanc på en ethjulet cykel.

Vinder Vingegaard? Der står to slovenere i vejen, men med Dauphiné i frisk erindring tyder meget på – og det her føles vildt at skrive – at Tour-sejren skal udkæmpes mellem Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard.

Her vurderer B.T., hvilke ryttere der lige nu ligner sikre kort til at køre Tour de France, og hvem der er boblere.

De sikre

  • Mads Pedersen
  • Kasper Asgreen
  • Michael Mørkøv
  • Jonas Vingegaard
  • Mikkel Bjerg
  • Jakob Fuglsang
  • Magnus Cort
  • Søren Kragh Andersen

Boblerne

  • Mikkel Honoré
  • Mads Würtz Schmidt
  • Casper Pedersen
  • Andreas Kron
  • ​Christopher Juul-Jensen
  • Michael Valgren