Om lidt over 100 dage kører Tour de France-feltet gennem Danmark. Smag lige på ordene: Tour de France! Danmark!

I den forbindelse varmer B.T. op til historiens største cykelfest i landet ved jævnligt at give dig et barometer, hvor vi tager temperaturen på de danske præstationer op mod verdens største cykelløb.

Det gør vi ved at kåre månedens op-tour, ned-tour, præsentere aktuelle samtaleemner, vurdere Jonas Vingegaards vinderchancer og form og selvfølgelig også komme med et bud på, om det er realistisk at se en dansk rytter i den gule trøje efter løbets første etape, prologen i København.

Her får du B.T.s første Tour-barometer.


Hvis du så Mads Pedersens spurt ved tredje etape af Paris-Nice, så ved du, hvorfor Trek-stjernen er Op-Touren i denne omgang. Wow! Den tidligere verdensmester leverede en nærmest uvirkelig sprint op til Dun-le-Palestel, da han satte superstjernen Wout van Aert fra hjul i en maratonspurt på næsten 300 meter. Derudover har den 26-årige dansker løftet armene i vejret ved Étoile de Bessèges og kørt sig til en række top-5-resultater. Mads P. ligner en farlig mand. En meget, meget farlig mand.

Mads Pedersen sejrede ved tredje etape af Paris-Nice.
Mads Pedersen sejrede ved tredje etape af Paris-Nice. Foto: FRANCK FIFE
Vis mere



Desværre ser det ikke ud til, at årene sender Jakob Fuglsang endnu højere op i cykelhimlen, end han i forvejen har været. Efter et lunkent 2021 uden sejre har den nye Israel-Premier Tech-rytter desværre heller ikke ramt niveauet i sæsonstarten. Den rutinerede stjerne kan bryste sig af et par top-10-placeringer, men det er langt fra standarden, han lagde for dagen for et par år siden, hvor han allerede tidligt på sæsonen kørte flere sejre hjem. En plads som nummer 41 i Tirreno-Adriatico – mere end 26 minutter efter en anden dansker, nemlig Jonas Vingegaard, som blev nummer to, viser, at Fuglsang slet ikke er dér, hvor han skal være. Ned-Tour.



Man kunne også have nævnt Mattias Skjelmose for hans flotte præstation ved Tour de Provence, men det bliver Rullekraghen. Siden den vanvittige, dobbelte etapetriumf ved Tour de France 2020 er det kun blevet til en enkelt sejr for den tempostærke dansker, der længes efter at få slukket sin sejrstørst. For nylig nævnte han, at han ikke for alvor har følt, at han har kørt stærkt siden Milano-Sanremo. Problemet er bare, at løbet blev kørt 20. marts 2021. Men grunden til, at Søren Kragh Andersen ikke er månedens nedtur, er, at manden fra Strib så småt har begyndt sin genrejsning. Under Paris-Nice arbejdede han sig delvist ud af krisen, og derfor er han manden, vi taler om. En flot femteplads på sidste etape og en samlet 17.-plads er opløftende for DSM-rytteren, og det hjælper formentlig lidt på den fynske selvtillidstank – den ser vi gerne fyldt helt op!


Hvis en dansker skal køre sig i den gule trøje på H.C. Andersens Boulevard 1. juli, skal det nok være Kasper Asgreen. Der er ingen tvivl om, at samtlige danske ryttere drømmer om at iføre sig den ikoniske trikot efter de 13 kilometer på første etape af Touren anno 2022, og de bedste danske vinderchancer ser lige nu ud til at ligge hos Quick-Step Alpha Vinyl-danskeren. Det kommer dog til at kræve, at Asgreen – der kørte sig på en flot fjerdeplads ved tidskørslen i Tirreno-Adriatico –  brager den af og kører sit livs enkeltstart. Men ved I hvad? Vi tør godt drømme.

Jonas Vingegaard (tv.) blev nummer to i Tirreno-Adriatico efter urørlige Tadej Pogacar.
Jonas Vingegaard (tv.) blev nummer to i Tirreno-Adriatico efter urørlige Tadej Pogacar. Foto: ROBERTO BETTINI
Vis mere


Vingegaard ligner ikke en døgnflue – han ligner en ørn, og han er kommet for at blive. Selvom Danmarks nye superstjerne har måttet kæmpe for at få en delt kaptajnrolle ved årets Tour de France, har han allerede i år bevist, at han er blandt feltets allerbedste. En sejr ved Drôme Classic-løbet og en samlet andenplads i Tirreno-Adriatico – efter urørlige Tadej Pogacar – vidner om, at Vingegaard lige nu er blandt planetens bedste etapeløbsryttere. Det var næppe tilfældigt, at han blev nummer to i sit første Tour de France, men der er ingen tvivl om, at Jumbo-Visma-rytteren får hård konkurrence til Touren af sin egen holdkammerat Primoz Roglic, der netop har vundet Paris-Nice.

Her vurderer B.T., hvilke ryttere der lige nu ligner sikre kort til at køre Tour de France, og hvem der er boblere.

De sikre

  • Mads Pedersen
  • Kasper Asgreen
  • Michael Mørkøv
  • Magnus Cort
  • Mikkel Bjerg
  • Jakob Fuglsang
  • Christopher Juul-Jensen
  • Jonas Vingegaard

Boblerne

  • Søren Kragh Andersen
  • Michael Valgren
  • Mathias Norsgaard
  • Mikkel Honoré
  • Andreas Kron
  • Casper Pedersen