Han var på toppen, tjente kassen og karrieren bragede derudad.

Men Mark Philippoussis mærkede også i den grad modgang, da det gik op for ham, at han havde sløset sine penge væk, og kassen var tom.

Det fortæller han i programmet 'SAS Australia', da han skal sætte ord på noget af det, han skammer sig mest over.

Og her fortæller han om en svær periode i sin tenniskarriere, der kom, efter hans familie havde droppet alt, for at han kunne forfølge sin drøm om at blive professionel.

Hans far sagde sit job op for at hjælpe til, og med slid og hårdt arbejde endte Mark Philippousis i verdenstoppen.

»Den gode nyhed var, at jeg kunne forsørge min familie, så de ikke skulle arbejde. Min far og mor behøvede ikke et job. Men jeg kom i en svær situation med skader, og så stoppede det hele,« siger australieren.

Tidligt i sin karriere fik han ellers et råd. Spar op, gem nogle penge til, når det hele ikke helt spiller. Men han lyttede ikke. For han følte, det var et tegn på svaghed, hvis han gik og tænkte på, at det pludselig ville stoppe en dag. Men det gjorde det for Mark Philippoussis, der i 2009 måtte igennem sin sjette operation i knæet. Noget, der satte ham gevaldigt tilbage, men det var ikke det fysiske, der gjorde mest ondt på ham.

Mark Philippoussis i 2014.
Mark Philippoussis i 2014. Foto: ROSLAN RAHMAN
Vis mere

Det var i stedet den smerte, han udsatte sin familie for, fortalte han. For hans ekstravagante livsstil betød, at der ikke var flere penge på kontoen. De var brugt på dyre biler, masser af motorcykler, sløset væk.

Og pludselig var han skadet endnu en gang, hvilket betød, at han ikke tjente noget.

»Jeg havde ikke råd til meget. Jeg måtte spørge venner, om de ville købe mad til mig. I syv dage i træk fik vi kålpasta, det endte som en af mine favoritter, men min mor kaldte det 'fattigmandskost', fordi det er så simpelt. Det er bare kål med krydderier og så pasta. Jeg skammede mig så meget, for familien opgav deres drøm for mig, og det var mit ansvar at sørge for dem. Jeg var et mørkt sted og fik en depression. Der er ikke noget, der gør mere ondt i mit hjerte end at se dem, jeg elsker, lide på grund af mig,« fortæller den i dag 44-årige australier.

Mark Philippoussis nåede i sin karriere at ligge nummer otte på verdensranglisten. Han nåede to grand slam-finaler, inden han i 2015 endegyldigt lagde ketsjeren på hylden.