Fodboldtræneren Paul Riley blev torsdag fyret af sin arbejdsgiver North Carolina Courage.

Det skyldes, at flere kvindelige fodboldspillere påstår, at Paul Riley har brugt seksuel tvang gennem de seneste år. Det skriver The Athletic.

Ifølge mediet skulle Paul Riley ligeledes have udsat kvinderne for seksuel chikane og homofobiske tilråb. Og da North Carolina Courage fik nys om det, faldt hammeren med det samme.

»Courage støtter spillerne, som er kommet frem og vil gerne rose dem for deres modige beslutning om at dele deres historier,« lyder det i en udtalelse fra fodboldholdet.

Paul Rileys nu tidligere hold spiller i National Women's Soccer League, og ligaen har efter påstandene delt en meddelelse på Twitter.

»Vi nægter at være stille mere. Vi ønsker at vores spillere taler sandt, fordi det er magt. Vi vil ikke længere acceptere en kultur, hvor tingene ikke kommer frem,« står der helt præcist på det sociale medie.

Kommissæren i National Women's Soccer League, Lisa Baird, siger ifølge det amerikanske medie, at hun er chokeret over nyheden omkring Paul Rileys ageren de seneste år.

Hovedpersonen selv siger i en kommentar til The Athletic, at flere af påstandene omkring ham er decideret usande.