To Champions League-kampe, nul point og en målscore på 0-6.
Det er den hårde virkelighed for FC Barcelona. Storklubben blev senest klædt af i Portugal onsdag aften, da Benfica sejrede med hele 3-0.
Og her lagde Michael Laudrup mærke til, at der er noget, som ikke stemmer i FC Barcelona. Det gjorde han klart i Champions League-studiet på TV3+.
»Gerard Pique, Sergio Busquets og Jordi Alba er de tre rutinerede spillere, som de unge skal kunne læne sig op ad. I kampen tager han både Pique og Busquets ud.«

»Det signalerer, at noget er helt rivravruskende galt i Barcelona-truppen.«
Nu forventer de fleste, at Ronald Koeman bliver fyret som cheftræner. Det er bestemt også en mulighed, men Michael Laudrup understreger, at det kan blive svært.
»De er presset økonomisk, så spørgsmålet er, om Barcelona har råd lige nu. Hver gang de bruger en krone, skal du gange det med tre eller fire.«
»Men det kan selvfølgelig også være, at de er nået til et punkt, hvor de synes, der skal ske et eller andet på den korte bane.«
Det er ikke kun i Champions League, at den spanske gigantklub er kommet sløjt fra start. I La Liga er holdet placeret som nummer seks efter seks kampe, fem point fra førstepladsen.
Du kan høre hele indslaget, hvor Michael Laudrup kommenterer på Barcelona, i videoen øverst i denne artikel.


