»At lege i Stillehavet har aldrig skadet nogen.«

Den verdenskendte popsanger Britney Spears er tilsyneladende i fuld gang med at fejre sin nyvundne sejr, efter hendes far er blevet fjernet som hendes værge.

Blandt andet har hun efter afgørelsen i retten onsdag valgt at dele en række nøgenbilleder af sig selv på sin Instagram.

Dog med nogle strategisk placerede blomster, der lige dækker de mest private dele af hendes krop.

På de ti billeder, der udgør et slideshow på hendes profil, ser man hende posere både helt nøgen og topløs foran kameraet.

Siden er det også strømmet ind med kommentarer, der pointerer, at den 39-årige amerikanske sanger nu ser 'fri' ud:

»Jeg elsker at se dig være så glad og fri. Du fortjener det,« skriver hotelarvingen og realitystjernen Paris Hilton blandt andet til billedet.

»Det er helt bogstaveligt en fri Britney,« skriver en anden af hendes følgere med henvisning til hashtagget 'FreeBritney', som sangerens mange fans har benyttet sig af under hendes kamp for at få fjernet sin far som sin værge.

Onsdag skete det endelig, da en domstol valgte at fjerne faderen, Jamie Spears, fra posten. Siden 2008, hvor Britney Spears led et psykisk nedbrud, har han haft kontrol over datterens økonomi, ejendele og hendes personlige beslutninger. Men ikke længere.

Som en midlertidig erstatning skal revisoren John Zabel tage sig af Britney Spears' økonomi frem til 31. december.

»Det er en stor dag for retfærdighed. Hun (Britney Spears, red) er meget glad. Vi er alle meget glade,« lød det fra sangerens advokat, Mathew Rosengart, efter afgørelsen faldt onsdag.

De nye billeder, som sangeren har delt på Instagram, strammer ifølge People fra en ferie, som hun er rejst på sammen med sin forlovede, den 27-årige Sam Asghari, som hun har dannet par med i en årrække.

»Jeg har den bedste tid lige nu,« skriver Britney Spears til en anden video, som hun natten til fredag dansk tid har delt på Instagram.

Fra et tidligere forhold har popstjernen to sønner.

Den 12. november finder en ny høring, hvor man vil gennemgå sangerens ønske om helt at undslippe formynderskabet, finde sted.