Da Pernille Blume skulle svømme finale i 100 meter under EM i 2018, tog hun en beslutning.

Og den endte med at blive dyr på det personlige plan. Det fortæller hun i et interview med DR Sporten.

»Under EM i 2018 valgte jeg at svømme min 100 meter semifinale på en anderledes måde, end man normalt ville gøre. Det resulterede i dødstrusler. At jeg 'burde sendes ud af Danmark', at jeg 'med det samme skulle fjernes fra sportens verden',« fortæller Pernille Blume.

Ved EM i 2018 valgte hun at satse på at svømme rigtig hurtigt i semifinalen, så hun 'fyrede den af de første 50 meter og ville se, hvad det holdt til', forklarede hun dengang.

Det resulterede i, at hun lagde utroligt stærkt ud på de første 50 meter. Hun foretog så en overfladevending, tabte tid, og så var der pludselig ingen finaleplads til danskeren.

»Jeg ville bare gerne slå hånden i væggen. For mig handlede det om at fyre den af og så se, hvad der skete. Hvad jeg kunne få ud af det på de første 50 meter. Jeg er sikker på, min træner er sur på mig nu, men det er sådan, det er. Det var en beslutning, jeg selv tog i ro,« lød det dengang fra den danske stjernesvømmer, der valgte sin egen strategi, til TV 2 Sport.

Det resulterede i en sjetteplads, en utilfreds træner og mange grimme beskeder, der efterfølgende tikkede ind. Noget, der ramte hende utroligt hårdt, fortæller hun nu.

»Den nat, hvor jeg svømmede min 100 meter fri-semifinale, lå jeg med angst hele natten. Jeg var så overrumplet af alle de modbydelige kommentarer,« fortæller Pernille Blume, der vandt OL-guld i Rio i 2016.

Pernille Blume vandt OL-guld i Rio i 2016.
Pernille Blume vandt OL-guld i Rio i 2016. Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

Det er langtfra første gang, atleter fortæller om hadbeskeder. Et emne, der har været meget i fokus de sidste mange uger.

Blandt andet har kvindelandsholdet i håndbold fortalt, hvordan de ikke tjekker medier under slutrunder.

TV3-værterne Camilla Martin og Helle Smidstrup har efterlyst flere konsekvenser for dem, der skriver grimme ting, og så har også håndboldlandstræner Nikolaj Jacobsen fortalt, hvordan han oplever at blive svinet til på nettet.