Lyt til artiklen

'En blank, hjernedød so.' 'For blæst til at være sportsvært.' 'En dum blondine i fodbold-tv.'

Det er ordlyden på nogle af de beskeder, der er blevet sendt i Helle Smidstrups og Camilla Martins retninger. Hver uge toner de to TV3-værter frem på tv-skærmene som offentlige ansigter.

Det medfører af og til en del kommentarer som ovenstående. Beskeder, der tikker ind på sociale medier som Instagram og Messenger.

»Det er over min fatteevne, at også almindelige mennesker kan sidde bag deres tastatur og skrive sådan til andre. Jeg synes, det er fuldstændig vanvittigt. Det undrer mig virkelig, at der er nogen, der sidder derhjemme og tænker, at det fylder så meget hos dem, at de må sende det videre ud i verden. Og jeg synes, det bliver værre og værre,« siger Helle Smidstrup, der dog understreger, at langt de fleste af de beskeder, hun får, er søde eller konstruktive.

En af de beskeder Helle Smidstrup har fået i indbakken.
En af de beskeder Helle Smidstrup har fået i indbakken. Foto: Privat
Vis mere

Det ændrer dog ikke på, at der er et problem. Tonen på de sociale medier er blevet alt for hård. Samme holdning deler Camilla Martin.

»Det er helt ude af kontekst, det er helt ude i hampen og helt uden omtanke for, hvem det er, man skriver om. Jeg synes, det sidste halve år er blevet rigtig slemt. Jeg så spørgetimen tirsdag, hvor Pia Olsen Dyhr (SF-formand, red.) tog det op. Det er noget, vi skal gøre noget ved. Det hører ingen steder hjemme, man kan sidde bag en skærm og skrive så hadefulde og grimme beskeder, som en lille del af befolkningen kan finde på,« siger hun.

Eksemplerne har været mange den sidste uge. 'X Factor'-dommere har fortalt om trusler, Thomas Blachman sendte sin egen gruppe ud, fordi de blandt andet var drænet efter meget 'hate'.

I den kvindelige danske håndboldlejr har de fortalt, hvordan medier så vidt muligt er 'no go' under slutrunder. Alt sammen fordi der kan sidde mennesker og skrive grimme ting.

En anden af de beskeder, Helle Smidstrup har modtaget.
En anden af de beskeder, Helle Smidstrup har modtaget. Foto: Privat
Vis mere

Helle Smidstrup fortæller, at hun ofte ignorerer de grimme beskeder, og hvis hun svarer, forsøger hun med et glimt i øjet.

»Jeg gider ikke give dem den opmærksomhed, det lader til, de søger,« siger hun om dem, der bag skærmen kan finde på at sende kommentarer eller grimme beskeder i hendes retning privat på Messenger.

Og det er et problem, at der bliver sendt ord afsted uden omtanke. Som om, at de ikke bliver læst af nogen, eller at der ikke sidder et 'almindeligt' menneske og modtager.

»Der er nogen i den anden ende, som kan mærke det. Folk bliver så kede af det, og der er da ting, der kan ramme os alle. Ting, der gør mere ondt,« siger Helle Smidstrup, der holder sig fra kommentarspor og tråde på eksempelvis Facebook.

Tv-værten Helle Smidstrup.
Tv-værten Helle Smidstrup.
Vis mere

Det samme gør Camilla Martin, hvis der er tale om ukonstruktive kommentarer på Twitter. Er der tale om en faglig og konstruktiv dialog, er det helt fint.

Bliver det for nederdrægtigt, står hun af, men hun kan godt finde på at svare afsenderen i en privat besked. Ofte er reaktionen den samme. Beskeden eller kommentaren var skrevet i 'et øjebliks affekt'.

»Og det er i virkeligheden det, vi skal have stoppet. Mange, der sidder og tillader sig at skrive de nederdrægtige beskeder, er ikke klar over, hvor det havner. De tror ikke, jeg læser det. Eller en anden læser det. Det er en skraldespand for dem, og så er de færdige,« siger Camilla Martin, der kommer med en påmindelse, som også bunder i hendes egen tidligere fortid som badmintonspiller.

Sportsfolk er mennesker, 'der er blevet dygtige til noget' – at spille fodbold, badminton, håndbold eller noget fjerde. Så dygtige, at de bliver vist på tv.

»De bliver offentligt kendte, men de er ikke anderledes indrettet psykisk end os andre. Så når man sætter sig ned og synes, man kan skrive til en målmand eller angriber, at han er grim eller kvalm, fordi han ikke kan score mål, skal man bare lige huske, de på det mentale plan ikke er meget anderledes indstillet end en selv. De har bare været dygtige og heldige at havne et sted, der giver noget opmærksomhed,« siger Camilla Martin, der selv beskriver sig som tykhudet.

Hun har været i gamet mange år og blev i sin aktive karriere mødt af journalister, hvor hun ofte vidste, de havde ret, når de kritiserede hendes spil på banen. At der ikke var sociale medier dengang, er hun lykkelig for.

»Jeg havde ikke overlevet i det. Jeg ville have givet mig i kast med dem alle sammen, flippet ud, skældt og smældet. Det tager bare tid og energi fra det, man laver. Jeg håber virkelig, folk stille og roligt begynder at tage afstand fra det. Det er også derfor, jeg af og til skriver et tweet om det. Vi må hjælpe hinanden til at komme det til livs,« siger Camilla Martin, der engang råbte til en tilskuer, der sagde, hun skulle tage sig sammen, at personen var velkommen til at prøve at gøre det bedre.

For alle sportsudøvere gør deres bedste, understreger hun. Ingen taber eller spiller dårligt med vilje, og hun spår, man skal være 'satans stærk i kasketten' for at holde til det.

Som tv-vært går hun også bare på skærmen for at passe sit arbejde, og både hun og Helle Smidstrup kan ofte fornemme, at jargonen fra 'tastaturkrigerne' er, at man må finde sig i, at folk har en mening om kendte personer. Men sådan kan det ikke stilles op, mener Camilla Martin.

»Det er så grænseoverskridende, at folk tror, de kan sige: 'De kendte præmissen i 'X Factor', det har kørt flere sæsoner, tag dig sammen, det må du leve med' eller sige: 'Kasper Schmeichel, du tjener x antal millioner om året, det må du bare leve med'. Det har intet at gøre med, om man tjener penge eller kan være med i et tv-program. Det er ikke i orden at tale sådan om andre mennesker,« siger Camilla Martin.

Hun ærgrer sig mest over, at der faktisk sidder mange fornuftige mennesker med gode input, der ikke kommer til orde.

Og så er hun med egne ord også på barrikaderne for de unge mennesker, der – modsat hende selv – ikke har erfaringen i livet til at blive svinet til offentligt af mennesker, de ikke kender.

Camilla Martin vil den grimme tone på sociale medier til livs.
Camilla Martin vil den grimme tone på sociale medier til livs. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

En ting, de to TV3-profiler er enige om, er, at der skal statueres eksempler og findes en løsning, så tonen ikke eskalerer mere.

»Når det kommer til trusler, som nogle mennesker oplever, er jeg rimelig hård. Der skal mere konsekvens til. På en måde skal der snart statueres nogle eksempler, der kan mærkes. Hvis jeg var politiker, ville jeg se, om ikke der kunne laves en skrappere lovgivning. Jeg tror, det er det eneste, der hjælper, så folk forstår, at det skrevne ord er det samme som det, man siger til folk. Det er alt for nemt at gemme sig. Jeg tror ikke, folk altid forstår, der er en modtager i den anden ende, når de bare sidder og skriver,« siger Helle Smidstrup.

Men også de steder, kommentarerne og beskederne kommer, skal der gøres noget. Der skal modereres mere som en del af løsningen, mener Camilla Martin.

»Det må også være Twitter og Instagram selv. De instanser, der har bygget en platform op, hvor man kan kommentere og debattere … Der må det også være fair at sige, at går det over en vis grænse – er man bare 'en luder' eller ringe – så må de også gøre noget ved det. Det holder ikke,« slår hun fast.