Når familien går i seng hjemme hos Camilla Martin, er der en helt bestemt regel. Og den kommer til at være der, indtil hendes børn er 18 år eller flytter hjemmefra.

»Vi har den regel, at børnene ikke har telefoner på værelset, når de går i seng. Den ligger i stuen. Vi er bare nødt til som forældre i det her ungdomsliv at være med på sidelinjen. Det har jeg gjort klart for min ældste søn. Det handler ikke om, at jeg skal snage. Men jeg skal simpelthen vide, hvad der foregår, så jeg kan hjælpe, når der opstår situationer.«

Sådan fortæller TV3-værten til B.T. Årsagen er de sociale medier. Facebook, Snapchat, Instagram, Twitter og hvad der ellers findes af steder, hvor alle kan skrive til alle.

For tonen er blevet for hård, samtidig med at mange unge – og voksne for den sags skyld – bruger de tjenester, som også Camilla Martins børn gør.

Hendes ældste søn bliver snart 15 år, og i det sekund han fik sociale medier, fik han en klar besked. Hun skulle følge med.

»Det handler om, at har man ikke noget godt at sige, skal man holde sin mund. Det, man skal huske på med børn, når vi har givet dem det her værktøj, er, at de vil lave fejl,« siger 46-årige Camilla Martin.

For ifølge den tidligere badmintonstjerne har forældre et kæmpe ansvar.

»Der skal vi som voksne være gode til ikke at fælde dom over andres børn, for de kommer til at lave fejl. De er som udgangspunkt slet ikke klar til sociale medier, når de får dem, det er os, der giver dem det. Det betyder, at kvajer de sig og får skrevet 'du er dum' eller 'dine sko er grimme', som de sikkert har gjort gennem tiden på sms, må man som voksen hjælpe dem med at forstå – uden at hænge andre til tørre – at det ikke er måden, vi kommunikerer på her,« siger Camilla Martin.

Årsagen er egentlig simpel. De sociale medier fylder mere og mere. Derfor er forældre nødt til at lære deres børn, hvordan de skal begå sig.

»De mangler erfaring til at forstå, hvordan man skal begå sig og tackle det, hvis noget bliver begået mod en. Der er vi nødt til som forældre at være møgskarpe,« siger Camilla Martin.

Det kan handle om mange ting. Fremmede, der udgiver sig for at være nogle andre. Grimt sprog og mobning. Og så er det en vigtig detalje, at deler de et billede, så bliver det liggende. Hjemme i huset bruger Camilla Martin sig selv og nævner sin forside på 'M!' som et eksempel, hun gerne hiver frem.

»Billeder, der bliver delt, ligger der. De kan altid hives frem,« understreger hun.

Camilla Martin slår igen fast, at børn ligesom alle andre vil fejle. Og her skal forældrene stå klar.

»Tit kommer den med 'jeg mente det ikke sådan, det var bare for sjov'. Ja, men det går ikke. Så som forældre har man også en kæmpe opgave. Så er der også bare det med, at de unge altid ved, hvad hinanden laver. Det vidste vi ikke. Det er en helt anden tid og anden verden, de skal begå sig i,« siger Camilla Martin.

Og hun tøver ikke i forhold til, om 'man kan tillade sig' at blande sig på den måde.

»Det er din pligt at blande dig i, hvad dine børn laver på sociale medier. Det er sikkert ikke alt, du får med, men jeg tuder ørerne fulde på ungerne med det hele tiden,« siger den tidligere badmintonstjerne.