Det er cirka to måneder siden, at Nikolaj Jacobsen sad på et virtuelt pressemøde i Kairo og tyvstartede debatten om den hårde tone på de sociale medier.

Her langede landstræneren – dagen før VM-finalen – ud efter de danskere, som skriver 'groteske beskeder' til ham under en slutrunde.

Dengang indviede han ikke offentligheden i, hvad der lander i hans indbakke.

Der var trods alt en ret vigtig håndboldkamp, som fortjente hans fulde opmærksomhed på det tidspunkt.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Siden er debatten eksploderet, efter politikere, tv-værter og 'X Factor'-deltagere har sat fokus på problemet og offentliggjort nogle af de hadbeskeder, de har fået tilsendt.

Og nu løfter Nikolaj Jacobsen så også sløret for indholdet af de beskeder, han med jævne mellemrum modtager på Facebook.

Der er dem, hvor folk er sure over, at han tygger tyggegummi.

Der er dem, hvor folk skriver, at han bør spille på en anden måde og med nogle andre spillere.

Og så er der dem, hvor folk bliver 'meget personlige', som Nikolaj Jacobsen formulerer det.

»Så kommer der nogle om mit udseende. Om at jeg er tyk og grim. De kom her til VM, men det var knap så mange, som da vi røg ud sidste år til EM, hvor der var en del flere beskeder, som handlede om, hvordan jeg ser ud. Det kan også være, at jeg er 'arrogant', 'dum' eller 'selvoptaget' og noget i den stil,« siger Nikolaj Jacobsen, der ikke forstår folks behov for at svine ham til.

»Lige når man læser beskeden, tænker man, 'nå, det var da lige godt satans', men altså … Det er jeg sådan set ligeglad med. De må synes, hvad de vil om mig. Det er man nødt til at lære sig selv i sådan et job her, for ellers bliver du sindssyg i hovedet. Der, hvor kæden hopper af for mig, er, at man overhovedet kan finde på at sende sådan en besked til mig personligt. Det er det mest vanvittige. Det er ikke selve det, der står.«

»Når man sender den slags beskeder til andre mennesker, så må du enten ikke have nogen samvittighed eller være socialt afstumpet. Jeg kunne da aldrig finde på at sende en besked om, at en anden person er tyk og grim. Eller i øvrigt blande mig i andre folks arbejde.«

Foto: KHALED ELFIQI
Vis mere

Det paradoksale for 49-årige Nikolaj Jacobsen opstår i, at hans Messenger-indbakke på ingen måde afspejler det, han møder ude i virkeligheden.

Lige siden han flyttede hjem til Danmark – nærmere bestemt Thurø – i sommeren 2019, er han blevet oversvømmet af begejstring og taknemmelighed over sine bedrifter som landstræner, der indtil videre tæller to verdensmesterskaber.

»Jeg er utroligt glad for at være kommet hjem. Ude i det virkelige liv har jeg kun mødt glade og venlige mennesker – jeg har ikke mødt én eneste, der har sagt bare tilnærmelsesvis det, der bliver skrevet inde på nettet. Og det er også derfor, det er lidt kujonagtigt at sidde inde på nettet og gøre det. Jeg får også venlige beskeder på sociale medier, det skal siges, men jeg får godt nok også meget skidt hældt i hovedet.«

»Det er jo en helt vild kontrast til det virkelige liv, og det er det mest groteske, synes jeg. At der kan være sådan en vanvittig forskel. Det er jo, fordi folk sidder hjemme foran deres computer og spiller stor mand eller farlig dame,« siger han.

Landstræneren har intet problem med, at folk engagerer sig og skriver opslag og deler deres mening – hvad enten det er i et opslag på Facebook eller i kommentarfelter. Så længe, det er holdt i et nogenlunde sobert sprog.

Men han forstår slet ikke, at nogle går skridtet videre og skriver private beskeder til ham.

»Jeg kan jo ikke undgå at se det, når folk skriver til mig privat. Så popper det jo bare op. Der kan jeg ikke vælge det fra. Og jeg synes, man bør spørge sig selv: 'Arrr … Kan det nu være rigtigt, jeg skal blande mig i landstrænerens job?'. Og de her personlige ting som udseende skal man jo slet ikke blande sig i. Hverken i forhold til mig eller andre. Lad da være med at genere andre mennesker på den måde – hvad fanden bilder folk sig ind? Inden du trykker send, så tæl til ti og overvej, om det er en besked, du selv ville blive glad for at modtage.«

»Jeg er glad for, at folk går op i vores landshold, men jeg forstår ikke behovet for at blande sig og tage direkte kontakt. Nogle skriver til mig, at, 'nu har jeg selv spillet håndbold i 30 år', og så vil de fortælle deres meninger om, hvordan landsholdet skal spille. Det kan da godt være, du har spillet håndbold i 30 år, men derfor aner du stadig ikke noget om, hvad det går ud på på det her niveau,« siger han og tilføjer:

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Om du har spillet ét eller 30 år, det rager mig en papand. Jeg synes i al beskedenhed, at mine resultater viser, at det her kan jeg godt finde ud af. Jeg behøver ikke få alle mulige gode råd til det.«

Nikolaj Jacobsen har et princip om aldrig at svare dem, der skriver til ham med personlige perfiditeter eller blander sig i hans arbejde. 'Den fornøjelse skal de ikke have', som han konstaterer.

Derfor sletter han løbende de beskeder, der kommer ind – men han kan ikke undgå at se, hvilke typer der skriver til ham.

Og landstræneren fortæller, at afsenderen i tre ud af fire tilfælde er en kvinde, mens det aldersmæssigt udelukkende er 'det ældre publikum'.

Det afspejler et generelt problem omkring opførelsen på de sociale medier, mener han.

»Én ting er, at jeg – og mange andre – skal stå model til de her ting, men helt generelt bliver tonen jo værre og værre på Facebook. Det er bare blevet et sted med sure opstød.«

»Og det mest skræmmende er jo, at det er den ældre generation, der bruger det mest. Folk på min alder og opefter. Det er den slags mennesker, som sidder og deler opslag om, at vi skal komme mobning til livs – og så sidder man tre minutter senere og sviner en eller anden til i et kommentarfelt eller et opslag. Så er du jo ikke en skid bedre selv. Der er ingen forskel på at gøre det online eller fysisk. Det er jo lige så slemt som mobning i skolegården.«

»Og hvad er det for et signal at sende til vores unge mennesker, som vi gerne vil have til at opføre sig ordentligt? Det holder jo ikke. Selvom noget er skrevet på et tastatur, så er der et rigtigt menneske i den anden ende, som kan blive såret og ked af det. Det skal vi huske på – det burde jo helt ærligt ikke være så svært.«