Landstræner Nikolaj Jacobsen synes, det er 'helt grotesk', hvad folk kan finde på at skrive til ham under VM.

Danmark er i VM-finalen.

Men det har ikke været uden kritik undervejs. Blandt andet på sociale medier.

Mikkel Hansen svarede igen på den kritik, han fik på sociale medier efter kampen mod Egypten. Og nu kommer Nikolaj Jacobsen ham i møde.

For landstræneren modtager vrede beskeder. Han mener, at folk skal tænke sig om, inden de skriver.

»Jeg synes, man skal sætte sig ned, og når man begynder at taste noget på tastaturet, så lige overveje, om det er noget, man ønsker bliver skrevet om én selv, inden man skriver det. Lige nu er det faktisk helt grotesk, hvad folk kan finde på at skrive til mig under en slutrunde,« siger Nikolaj Jacobsen på pressemødet lørdag.

Han forstår fuldt ud, at der er forventninger til de danske håndboldherrer, men han savner respekt.

»Forventningerne er der, det ved vi jo. Vinder vi et par kampe, så er I også gode til at få dem skruet højt op. Så kører det derfra, og der må gerne være forventninger, men jeg synes, det har taget overhånd. Der er ingen respekt for de mennesker længere inde på banen i forhold til at kritisk skrive det, man har lyst til på diverse medier. Det synes jeg, man skal holde sig for god til,« lyder det fra landstræneren.

Da Mikkel Hansen dummede sig i kvartfinalen mod Egypten og fik rødt kort, væltede det ind med kritik på sociale medier.

Og han sendte også en kraftig besked til folk bag skærmene efter 35-33-sejren over Spanien, hvor han stod for 12 af de danske mål.

»Vi er i en verden og et samfund i dag, hvor det er blevet så let at kritisere folk. Der er ikke så mange, der tør face-to-face, men online er det let at spille klog. Diverse mennesker hjemme i stuerne, der aldrig nogensinde har været i en situation som det der. Det vil altid være let at sidde og pege fingre,« siger han til TV 2 Sport

Danmark spiller VM-finale mod Sverige søndag klokken 17.30.

Du kan følge alt om VM på B.T. før, under og efter både lørdag og søndag.