Nikolaj Jacobsen og det danske herrelandshold i håndbold får gode muligheder for at spille sig videre fra gruppespillet ved næste års EM og sende sidste års skuffelse i glemmebogen.

Ved torsdagens lodtrækning havnede danskerne i gruppe med Slovenien, Nordmakedonien og Montenegro.

Nordmakedonien var blandt Danmarks modstandere i kvalifikationen. De to indbyrdes opgør endte med et nederlag og en sejr, og Danmark vandt gruppen med samme antal point som nordmakedonerne.

De danske håndboldherrer røg allerede efter tre kampe ved EM i fjor.

Her stillede Danmark op som en af favoritterne til at vinde guld, men mesterskabet var næsten ovre, før det var begyndt for danskernes vedkommende.

I første gruppekamp blev det til et nederlag til Island, og da det i det efterfølgende opgør blev uafgjort mod Ungarn, betød det intet, at Danmark i sidste gruppekamp besejrede Rusland.

Danmark endte med at blive nummer 13.

Af samme årsag var Danmark placeret i andet seedningslag ved lodtrækningen til næste års mesterskab, der afholdes i Ungarn og Slovakiet.

Danskerne kunne derfor være endt i gruppe med store håndboldnationer som Spanien, Norge og Tyskland allerede i det indledende gruppespil.

Samtidig slap danskerne for lande som Frankrig og Island fra tredje seedningslag.

De danske håndboldherrer stiller op som forsvarende verdensmestre. Før det går løs ved EM, venter et OL i Tokyo, hvor danskerne også er regerende mestre.

Mens Nikolaj Jacobsen har vundet VM to gange som landstræner, har han endnu sin første OL- og EM-triumf til gode.

Trænerens bedste resultat ved EM er fjerdepladsen i 2018.

/ritzau/