»I syv år gik jeg bare og tænkte: 'Han bliver aldrig min, men han er dæleme lækker at se på, og han virker rigtig sød'.«

Det var helt tilbage i 2012 under De Olympiske Lege i London, at Pernille Blume første gang mødte svømmeren Florent Manaudou, der i dag er hendes kæreste.

I flere år gik den danske svømmedarling nemlig og havde et godt øje til sin franske kollega, som hun dog kun kendte perifert og ikke havde udvekslet mange ord med. Men mange år senere skulle det ændre sig.

Det fortæller hun om i podcasten 'Rejsen', der har Danijel Drux fra fodboldprogrammet 'Sat Af' som vært.

»Hver gang jeg skulle til internationale stævner, tænkte jeg, at det bliver så lækkert at skulle se ham igen, fordi han bare er hamrende lækker at se på. Han er bare wow,« fortæller Pernille Blume og fortsætter:

»Jeg tror, at i min hjerne har jeg altid tænkt, at han var 'the hot shot' i sportens verden, fordi han også blev olympisk mester i 2012. Og der sker noget, når du bliver olympisk mester, og når folk får succes. Så ændrer folks syn på dig, og så er man bare lidt ekstra, selv om man ikke er det. Det er bare det syn, man har udefra, og det syn havde jeg også på ham.«

Men en dag går det op for den danske stjerne, at de begge faktisk er ret så interesserede i hinanden.

»Så finder jeg pludselig ud af, at han bare er herre genert, og at han åbenbart har haft det på præcis samme måde som mig. Det er jo så vildt at tænke på, fordi jeg tænkte bare, at det her var noget, der foregik i mit hoved.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Opdagelsen skete, da den danske OL-guldvinder flyttede fra det nationale træningscenter i Danmark og tog til Tyrkiet. Et sted, hvor Florent Manaudou også havde sin daglige træning.

En dag skulle de igennem nogle test, men inden da sagde deres træner, at de to kunne spise noget morgenmad og komme ned i poolen bagefter.

»Det var et herre stressende moment. Jeg synes, det var top akavet, fordi jeg tænkte, at han kunne se, at jeg bare sidder og kigger på ham og savler, men omvendt så var han jo også genert. Så det var der, hele eventyret startede, og så fik man afmystificeret, at den anden person jo ikke var så farlig. Jeg kan huske, at jeg følte mig som et barn i det øjeblik.«

Tidligere har Pernille Blume dannet par med den danske rorer Rene Holten Poulsen. Forholdet blev første gang bekræftet tilbage i sommeren 2016, men sluttede definitivt i 2018.

Det var i marts, at Pernille Blume stod frem med sin nye franske kæreste.

Til daglig bor han i Marseille, hvor danskeren i starten af corona-pandemien derfor også befandt sig.

Men efter tre måneder uden at se venner og familie tog hun tilbage til Danmark, hvor hun efterfølgende skrev en besked til statsminister Mette Frederiksen om, at det snart måtte være tid til at åbne for udenlandske kærester, der kunne komme ind i Danmark.

De blev sidenhen genforenet, da landet blev åbnet mere op, og den 29-årige franske stjerne har derfor også tilbragt tid i Danmark sammen med Blume.

I podcasten, der tidligere har haft navne som Stormzy, Citybois og Benal på besøg, fortæller 26-årige Blume også om, hvordan OL-guldet ændrede alt.

Du kan høre hele interviewet med Pernille Blume lige her.