Pernille Blume har været ramt under coronapandemien.

Så meget, at hun skrev en besked adresseret til statsminister Mette Frederiksen om, at det snart måtte være tid til at åbne for udenlandske kærester, der kunne komme ind i Danmark. Det gjorde hun for næsten en måned siden, og nu er der godt nyt for svømmeren. Kæresten Florent Manaudou, der normalt bor i Marseille, er nemlig endelig kommet til Danmark.

'Et af de smukkeste steder i Danmark. Glad for at tilbringe dagen her med min elskede, skriver Pernille Blume på Instagram med en mindre pamflet af billeder.

Et af disse viser kæresten, der altså endelig er kommet til Danmark, efter de to har været adskilt. Starten af corona-pandemien brugte de dog sammen, da den danske OL-guldvinder havde slået sig ned i karantæne hos Manaudou i Marseille.

»Min kæreste og jeg er i starten af vores forhold. For mig har det været meget ligetil. For hende, selvom hun nyder Marseille, har det været lidt mere kompliceret, fordi hun er langt fra sit hjemland og sin familie,« sagde Florent Manaudou i et stort interview med Le Parisien i maj.

Karantæne-hyggen med kæresten betød, at Pernille Blume i mere end tre måneder ikke havde set sine venner og familie. Men da hun endelig tog turen hjem til Danmark, var det altså kærligheden, hun måtte efterlade.

Ikke længere. For nu er de to altså en tur rundt i det danske sommerland, ser det ud til. Møns Klint er blevet besøgt, og Florent Manaudou har da også fået lov at smage på en hotdog.

Dog ikke en fransk.

Foto: Justin Casterline
Vis mere