En video af en betjent, der slår med en stav på en AaB-fan i Esbjerg, er blevet delt flittigt på de sociale medier.

Nu forklarer Sydjyllands Politi, hvorfor det var nødvendigt at bruge magt over for en gruppe fans, der udvandrede, da de ikke overholdt corona-restriktionerne, og finalen i Sydbank Pokalen blev afbrudt.

'De er aggressive og vil ikke efterkomme kontrollørernes anvisninger, og der opstår tumult i forhallen til stadion mellem kontrollører og fans. Samtidig forsøger fansene at presse og brække indgangsdøren og ruderne til stadion op. Indsatslederen gav kontrollørerne besked om, at de straks skulle åbne dørene,' fortæller politiet i en pressemeddelelse.

Videoen viser, at der blev brugt magt med stave, da ordensmagten skulle have fansene til at falde til ro, efter de var gået ud fra stadion onsdag aften.

Du kan se videoen, hvor en AaB-fan bliver slået med en stav øverst i artiklen.

Efter betjenten har slået færdig med sin stav, bliver han længe stående med en hævet stav og truer med nye slag, hvis der ikke falder ro over forsamlingen.

Og Sydjyllands Politi bekræfter torsdag eftermiddag, at stavene blev taget i brug.

'Med henvisning til politiloven besluttede indsatslederen administrativt at frihedsberøve de problemskabende fans. Under aktionen opstår der tumult, og gruppen sætter sig til modværge. Der anvendes magt, herunder stav,' lyder det fra Sydjyllands Politi, som har forelagt sagen for Det Uafhængige Politiklagenævn.

En gruppe AaB-fans stod for tæt i forbindelse med onsdagens pokalfinale, og til sidst valgte de at forlade stadion, da de ikke ville overholde restriktionerne. Kampen nåede at være afbrudt i 14 minutter.
En gruppe AaB-fans stod for tæt i forbindelse med onsdagens pokalfinale, og til sidst valgte de at forlade stadion, da de ikke ville overholde restriktionerne. Kampen nåede at være afbrudt i 14 minutter. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Vi har sendt sagen til  Det Uafhængige Politiklagenævn for at få nogle uafhængige øjne på det. Det er ikke et udtryk for, om vi synes, betjenten handlede rigtigt eller forkert,« siger Helle Lundberg fra kommunikationsenheden hos politikredsen, til B.T.

Hvad har det af betydning for ham?

»Ikke noget. Han går stadig på arbejde, indtil vi har deres mening,« siger hun.

Politiet oplyser, at i alt 38 personer blev sat i tog i to rækker med afstand imellem sig.

Ifølge politiet rykkede gruppen af fans selv tæt sammen, da de følte, det var for hårdt at sidde uden støtte.

'Da de samme fans havde siddet i bus sammen fra Aalborg, stået sammen og gået sammen og været på værtshus sammen, får de lov at blive siddende. Efterhånden som de blev registreret, blev de sat i fan-bussen,' skriver politiet om gruppen, der blev kørt til et sted, hvor de kunne gå på toilettet. Klokken 22.44 blev alle løsladt.

Politiet oplyser desuden, at en 33-årig mand efterfølgende er blevet sigtet for vold mod en betjent. Det skyldes, at den 33-årige spyttede på betjenten, oplyser politiet.