Om Viktor Fischer noterede sig for sin topfart i jubelscenen ved 1-1-målet i FC Københavns derby-sejr over Brøndby, er stadig usikkert.

Men stensikkert er det, at FCK-profilen sugede al den kærlighed ind, som han kunne få, da han endelig efter mere end syv måneders superliga-måltørke endelig fik scoret. Han tog turen hele vejen rundt på stadion, og efter kampen måtte han også lægge øre til masser af kærlige drillerier for den beslutning.

»Jeg sagde i omklædningsrummet, at jeg var lidt usikker på, hvem der scorede det første mål. Jeg sagde til ham, at 'nogle gange skal du huske at juble med holdet',« siger Solbakken med et stort smil og fortsætter

»Jeg tror, han havde et vist behov for at fortælle verden, at han var back in business.Der var ikke mange på stadion, han ikke hilste på der. Han glemte et øjeblik, at det er et holdspil.«

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Viktor Fischer skulle da heller ikke slippe for flere kommentarer for sin overdådige jubelscenen. Og holdkammeraten Rasmus Falk blev på et tidspunkt bange for, om han skulle miste sin blonde makker efter målet.

»Vi var glade for, at han kom tilbage. Jeg blev da lidt nervøs for, hvor han var på vej hen. Men han kom heldigvis tilbage og afgjorde kampen, så det var fantastisk,« siger Rasmus Falk og ser frem mod et par hårde dage i omklædningsrummet

»Han bliver nok ikke til at styre de næste to uger. Det er lidt ærgerligt, at der ikke er en landsholdspause nu. Men det var fantastisk for ham at komme ind og være afgørende og sætte sit præg på det.«

Viktor Fischer er selv helt ærlig om, hvordan den seneste svære periode har sat sig lidt i hovedet på ham. Med to mål i derbysejren på 2-1 kan han dog igen finde de kække kommentarer frem.

Dem har de nok savnet i Telia Parken, for de kommentarer har ofte betydet, at den 25-årige kantspiller har serviceret sine holdkammerater eller scoret selv.

Præcis som han gjorde mod Brøndby

»Det kommer faktisk lidt bag på mig, at det var i dag, det kom. Det har ikke ligget i kortene. Han fik et kæmpe slag til træning, hvor Oviedo løb lige igennem ham, da vi landede fra Schweiz. Han har kæmpet med det, og Thomsen var i beredskab under opvarmningen. Jeg er tilfreds med, at han ville spille,« siger Ståle Solbakken.

FC København-manageren har trods Viktor Fischers formdyk hele tiden holdt fast i at lade ham spille – når han har været klar.

Viktor Fischer udlinger til 1-1 under Superligakampen i Parken mellem FC København og Brøndby IF, søndag den 1. december 2019.
Viktor Fischer udlinger til 1-1 under Superligakampen i Parken mellem FC København og Brøndby IF, søndag den 1. december 2019. Foto: Claus Bech
Vis mere

Det gav pote søndag eftermiddag, men der var hele tiden en grund til, at Fischer fik lov til at spille videre i en formsvag periode.

»Han har jo arbejdet knaldhårdt defensivt. Fysisk har han været en af dem, der har stået distancen bedst, men han har ikke ramt det, som vi kalder Fischer-fodbold – med mål og assist. Men han har altid arbejdet stenhårdt, og det skal han have ros for,« siger Solbakken og roser psyken hos sin stjerne.

»For nogle år siden tror jeg, at han var gået ned med kasketten. Men han er ingen primadonna. Han er ikke en, der ikke arbejder hårdt. Han er ikke en, der ikke følger taktikken. Det havde han lidt problemer med, da han kom. Men han arbejder som et svin nu, og derfor har jeg holdt fast i ham.«

Det gør Solbakken nok også næste gang. Her hedder modstanderen FC Nordsjælland på kunstgræsset i Farum.