Den er gal endnu engang.

Viktor Fischer er blevet skadet, og han forventes 'ude et par uger'.

Sådan lyder det fra FCK på klubbens hjemmeside.

Det var på træningslejren i Portugal, at den 25-årige offensivprofil blev skadet, men hvad der præcist er galt, fortæller klubben ikke.

FCKs Viktor Fischer under Europa League kampen mellem FCK - Malmø i Parken torsdag den 12. december 2019.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
FCKs Viktor Fischer under Europa League kampen mellem FCK - Malmø i Parken torsdag den 12. december 2019.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Dermed ser det ud til, at den tidligere Ajax-spiller dels går glip af fredagens forårspremiere i Superligaen mod Esbjerg, og holder prognosen med 'et par uger', misser han også i hvert fald det første europæiske brag mod Celtic hjemme i Telia Parken.

Netop skader har Viktor Fischer været uheldig med i FCK-trøjen.

I en stor del af efteråret 2018 døjede han med en skade i sin fod, og i starten af februar sidste år døjede han med en muskelskade, der holdt ham ude af de første kampe i forårssæsonen.

I marts 2019 løb Viktor Fischer så ind i en ny skade, der dog ikke holdt ham ude helt så længe, som den tidligere. I efteråret 2019 kom han tilbage, men i flere kampe kæmpede han med at finde sit niveau og målformen.

Forløsningen kom den 2. december hjemme mod Brøndby, hvor Viktor Fischer scorede de to mål, der sikrede FCK sejren. Og han lagde ikke skjul på sin begejstring, da han i sin jubelscene tog sig noget af en løbetur på Parkens græs. Hele vejen rundt på stadion, hvor forløsningen var tydelig.

Og da efterårets sidste kamp mod OB var fløjtet af, fortalte Viktor Fischer, at han var optimistisk omkring foråret.

»Jeg føler mig meget stærkere end i starten af sæsonen, og jeg føler, at jeg bidrager med meget mere. Jeg føler også, at jeg har meget mere overskud til at hjælpe holdet,« lød det fra FCK-profilen.

Med skaden til Viktor Fischer kan Ståle Solbakken skrive endnu et navn på listen over spillere, han lige nu ikke kan bruge. På den står i forvejen de to langtidsskadede profiler, Jonas Wind og Nicolai Boilesen, samt Robert Mudrazija, der forventes ude et par uger endnu.