Thomas Thomas er blevet testet positiv for corona.

Det skriver Randers mandag aften på klubbens hjemmeside.

»Randers FC følger protokollerne fra Divisionsforeningen, hvorfor dem, der har været i nær kontakt til Thomas Thomasberg i forbindelse med fredagens kamp mod OB, er blevet isoleret,« skriver Randers og tilføjer:

»Spillerne bliver testet i morgen (tirsdag) og igen torsdag. Alle Randers FC-ansatte bliver testet på ugentlig basis, og de, der har været i nær kontakt med Thomasberg, vil blive testet yderligere én gang. De personer, der har været i nær kontakt, vil arbejde hjemmefra, indtil der er svar på tests.«

Allerede mandag formiddag kom det frem i Randers Amtsavis, at Thomas Thomasberg var hjemsendt, da hans kone henover weekenden blev testet positiv.

Hun havde problemer med lugtesansen, men følte ellers ikke ubehag.

Også Thomas Thomasberg kunne mærke de første symptomer:

»Det er ikke sådan, at vi går rundt og er bekymrede. Der er ingen af os, som er dårlige. Men jeg har svært ved at bedømme, om jeg også er smittet med corona. Der er lidt ømhed i kroppen og en følelse af, at hovedet er lidt tungere. Men der går nok også lidt paranoia i den, når jeg ved, at min kone er smittet. Jeg har svært ved at vurdere det. Men hvis jeg også er smittet, så er det jo bare sådan, at det er,« sagde Thomas Thomasberg til lokalavisen.

Randers-træneren var altså smittet og er ikke på sidelinjen, når hans hold søndag møder Lyngby.