Han var rasende. Så meget, at han sparkede til en masse dunke ved udskiftningsboksen.

Mathias Hebo Rasmussen lod følelserne få frit løb, da han blev skiftet ud i 1-4-nederlaget til Brøndby.

»Det var bare frustrationer. Jeg føler, vi har nogle kendelser, der går imod os i første halvleg. Jeg synes, at vi spiller en kanon første halvleg, og så står vi igen og er bagud med 3-0 efter 55 minutter, og det var egentlig bare derfor,« siger Lyngby-spilleren til TV3+ og tilføjer:

»Men selvfølgelig skal ikke jeg stå og sparke til dunke. Det er kun på grund af, at jeg er frustreret over resultatet. Det er bittert og frustrerende, men vi har en kamp igen på søndag, der er rigtig vigtig,« lyder det fra Hebo, der fik et gult kort af dommeren for sin opførsel.

Du kan se hele episoden øverst i artiklen.

Lyngby fik en forfærdelig start på kampen og var bagud allerede efter to minutter, men bundproppen fik ære af de første 45 minutter med fint spil.

Gæsterne fik dog igen en mavepuster kort efter pausen, da hjemmeholdet igen scorede, kort efter dommeren havde fløjtet halvlegen igang.

Det kom de sig ikke fra, og Lyngby endte med at tage imod det syvende nederlag i sæsonens 10 første kampe.