Han er kun 14 år og allerede ved at blive kendt verden over.

Danske Anders Vejrgang er ganske enkelt unik foran en konsol, og han anses for at være blandt verdens største FIFA-talenter.

Hans bedrifter er så opsigtsvækkende, så det blot kræver et enkelt klik på hans navn, før nettet afslører, at også medier uden for landets grænser skriver om den unge nordjyde fra Hjørring.

Anders Vejrgangs imponerende kampstatisik retfærdiggør da også til fulde hypen. Han har nemlig 210 sejre i træk.

Den imponerende stime har tilmed allerede fået ham til udlandet, da han nu tørner ud for RB Leipzig.

Nu venter folkeskoleeleven blot på at fylde 16 år, som er minimumsalderen for at spille med i de voksnes rækker, men at han kan være med på højeste niveau, er der ingen tvivl om.

Allerede nu har han ifølge DR slået verdensmesteren Mohammed ”MoAuba” Harkous med 6-0 og 7-0, og han bliver af landstræneren sammenlignet med det rigtige spils Lionel Messi.

Men alt er ikke fryd og gammen for teenageren, der fortæller om mobning i skolen som følge af sit store talent.

»De fleste af dem er misundelige, så derfor skal jeg på en ny skole,« siger Anders Vejrgang til DR og tilføjer:

»Jeg gider ikke gå i klasse med folk, der er misundelige. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Jeg synes bare, det er underligt.«

Anders Vejrgangs mor forklarer til DR, at hendes søn ikke har været i skole i 14 dage efter de store triumfer på grund af den omfattende mobning. Så på den kedelige baggrund leder familien efter en ny skole.