»Det var lige meget, om jeg kiggede til højre eller venstre, eller om jeg gik frem eller tilbage. Der var helt sort.«

Sådan beskriver Superliga-spilleren Christian Sørensen en svær periode i sit liv. Det gør han i 'Offside'programmet på Viaplay. Det hele startede, da han tog til Island efter ophold i henholdsvis OB og Silkeborg.

»De første 14 dage var meget gode. Her fik jeg set lidt natur og fik gang i stængerne.«

Men da den nuværende Viborg-spiller kom hjem til Danmark, blev han ramt af en form for depression. Han blev simpelthen i tvivl om, hvem han var.

Bo Amstrup

Du kan høre Christian Sørensen tale åbent om den svære tid i videoen, som du finder øverst i denne artikel.

Den 29-årige dansker kom helt derud, hvor han overvejede at stoppe karrieren.

»Jeg begyndte at kigge rundtomkring på forskellige vikarbureauer, men så ringede min telefon pludselig. Det var Jesper Sørensen, der spurgte, om jeg ville til Fredericia og træne lidt med.«

Og Christian Sørensen er nok glad for, at telefonen ringede. Karrieren er således gået godt lige siden, og nu er han fast mand hos Viborg, der er kommet fint fra start i Superligaen med syv point efter seks kampe.

Men han skjuler ikke, at den svære tid stadig sidder i ham.

»Jeg har da fået nogle ar på sjælen. Men jeg har intet imod at tale om det. Jeg bearbejder også nogle problemer med professionel hjælp.«