I et stort interview med det franske medie L'Équipe åbner den franske landstræner, Didier Deschamps, op om sommerens EM-slutrunde.
Olivier Giroud har i mange år været den foretrukne starter i angrebet for franskmændene, men det blev hurtigt vendt på hovedet, da Deschamps kort før EM meddelte, at Karim Benzema var tilbage på landsholdet. Pludselig var der hård konkurrence om 9'er-positionen.
Inden slutrunden var Olivier Giroud ude med riven over for sine holdkammerater. Giroud brokkede sig over, at han ikke fik nok service fra sine medspillere, og at Kylian Mbappé var for selvisk.
»Jeg har fortalt ham, at han ikke skulle have sagt det. Det skabte små spændinger i truppen,« siger Deschamps til L'Equipe.

Giroud spillede sølle 40 minutter fordelt på to kampe i slutrunden. Det blev til 0 mål fra Girouds side af.
Landstræner Deschamps har efterfølgende sagt, at de få minutter på banen ikke kun handlede om angriberens udtalelse, men også manglende spilletid på klubholdet.
Dengang spillede Giroud for London-klubben Chelsea. Franskmanden skiftede tirsdag til AC Milan i håbet om mere spilletid.
Det er uvist, om Giroud er at finde til næste landsholdssamling den 26. august.
»Det er i mine overvejelser,« siger Deschamps.
Frankrigs havde et utroligt skuffende EM, hvor de røg ud til Schweiz efter at have været foran med 3-1 med 10 minutter igen. Kampen endte 3-3 og gik ud i straffesparkskonkurrence, hvor Schweiz trak det længste strå.


