AGF leder endnu efter sin første sejr i denne sæson, og nu skal ledelsen samtidig tage en beslutning, om holdet skal svækkes med et salg af en profil.

B.T. kan afsløre, at den franske klub Nimes har lagt et bud på 700.000 euro, 5,25 millioner kroner, på Jon Dagur Thorsteinsson.

Den islandske landsholdsspiller på 22 år kom til dansk fodbold og Vendsyssel i sommeren 2018 fra Fulham på en lejeaftale, og her gjorde han det så imponerende, at AGF et år efter købte ham fri for et beløb på tre millioner kroner.

Jon Dagur Thorsteinsson har siden fået udviklet sig yderligere og i de foregående to sæsoner spillet 61 Superliga-kampe med 14 mål samt seks assister til følge.

Jon Dagur Thorsteinsson har spillet 65 Superliga-kampe og scoret 15 mål for AGF.
Jon Dagur Thorsteinsson har spillet 65 Superliga-kampe og scoret 15 mål for AGF. Foto: Henning Bagger
Vis mere

I denne sæson er det blevet til en enkelt scoring i fire kampe. Målet faldt i sæsonåbneren mod Brøndby, da han med bold løb ned fra banens midte og bankede kuglen i kassen.

Mod AaB for to uger siden var Nimes ifølge B.T.s oplysninger så plads for at syne Jon Dagur Thorsteinsson, og det er endt ud i et bud.

Med under et år tilbage af kontrakten skal AGF vurdere, om det giver mening at tage imod den håndfuld millioner, Nimes har lagt på bordet, eller om klubben skal afvise franskmændene og så håbe på en forlængelse af kontrakten. Eller at den franske klub kommer med et forhøjet bud.

Nimes rykkede i sidste sæson ud af den bedste række i Frankrig og kæmper nu om at komme tilbage i det fineste selskab.

AGF har ikke vundet endnu i denne sæson og skal nu beslutte, om profilen Jon Dagur Thorsteinsson skal sælges.
AGF har ikke vundet endnu i denne sæson og skal nu beslutte, om profilen Jon Dagur Thorsteinsson skal sælges. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Ligue 2 bliver efter fire runder ført af Paris FC og Toulouse FC, der netop nu har de to oprykningsgivende pladser. Toulouse FC har i dette transfervindue forstærket sig med danskerne Mikkel Desler og Rasmus Nicolaisen.

Nimes er to point efter de to topklubber.