Det gjorde ondt på FC Københavns fans, da Viktor Fischer pludselig forlod klubben for få uger siden.

Trods et svingende niveau på banen var han nemlig den helt store publikumsfavorit i Parken.

Men siden Jess Thorup overtog trænersædet, blev Fischers rolle gradvis mindre og mindre, og det har efterfølgende fået omgivelserne til at spekulere i, om et dårligt forhold mellem netop de to var årsagen til bruddet.

Hidtil har FCK-træneren været tavs omkring Viktor Fischers farvel, men nu tager Jess Thorup bladet fra munden og slår fast, at der ikke var problemer mellem de to.

27-årige Vitktor er skiftet til Royal Antwerp FC efter 3,5 år i FC København.
27-årige Vitktor er skiftet til Royal Antwerp FC efter 3,5 år i FC København. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg havde en lang snak med Viktor om, at han ikke havde præsteret i længere tid. Og han kunne jo også fornemme, hvad vej det gik med hensyn til spilletid, da opstarten begyndte. Der var flere af de unge, der greb chancen, og derfor begyndte vi at snakke om, hvad næste step var for Viktor,« siger han til B.T. og tilføjer:

»Så bød muligheden sig pludselig for Viktor i forhold til at tage et nyt step, og det, tror jeg, var det rigtige. Det har vi jo også set. Han er kommet til Royal Antwerp FC og får en mase spilletid. Det glæder mig.«

Skiftet til Belgien skete ret pludseligt, og flere FCK-fans blev da også efterladt med en følelse af, at Fischers ophold endte uforløst på grund af den afsked, han fik.

For efter at være blevet udeladt af Jess Thorups trup i flere kampe i den nye sæson var den 27-årige dansker hurtigt fortid i København

Var der andre problemer end de sportslige, der spillede ind i hans afgang?

»Nej, der var ikke noget dér, og det havde ikke noget med beslutningen at gøre. Spillere kommer og går, og nogle gange er det tid til at prøve noget nyt. Det er sådan, det er, og det ændrer sig jo ikke, bare fordi det er Viktor.«

Så der var intet i hverdagen eller på træningsbanen, der gjorde, at han måtte forlade klubben?

»Der var ikke noget med hverdagen eller mit og hans forhold. Det handlede kun om, hvad næste step var for ham. Når der så kommer en klub som Antwerpen, gav det mening.«

Kan du forstå, hvis der sidder nogle fans derude og tænker, at det var en mærkelig måde, som han forlod klubben på?

»Det synes jeg faktisk er mærkeligt, hvis man kører det op til det, for transfervinduet er, som det er, og pludselig sker de ting, der gør.«

Men han havde jo en stor stjerne hos fansene, og nogle har måske svært ved at forstå måden, det skete på?

»Jeg synes, at denne historie er gået over til at blive en snak om personen i stedet for spilleren. Lad os dog kigge på, at vi er en fodboldklub, og de ting, der sker på banen. Viktor havde en fantastisk evne uden for banen til at skabe humør. Alle i og omkring klubben elsker ham, men der har før været store stjerner, der har fundet deres vej, og det gør Viktor også.«

Netop udeladelsen af Viktor Fischer i FCK-truppen blev af nogle tolket som en regulær ydmygelse. En ydmygelse, som den nuværende Antwerpen-spiller dog ikke har ønsket at gå for meget i detaljer med.

»I begyndelsen af denne sæson bemærkede jeg, at jeg ikke spillede ret meget. Jeg vidste ikke hvorfor, men det må have noget med hans filosofi og spilopfattelse at gøre,« har han tidligere udtalt til den belgiske avis Gazet van Antwerpen.

Viktor Fischer nåede at spille 119 kampe i FCK, hvor han står noteret for 29 mål.

Søndag kan du læse et stort interview med Jess Thorup på bt.dk, hvor han taler ud om sin svære start i FC København.