Den tyske atlet Alica Schmidt trækker stikket efter et skuffende år og et skuffende OL.

Under OL i Tokyo undrede hendes trofaste fans sig. Hvorfor kom hun ikke i aktion?

Schmidt er vældig populær på sociale medier, og angivelig voksede hendes følgerskare på Instagram med hele 500.000 følgere under OL, hvor hun opdaterede hyppigt fra OL til sine i alt 2,5 millioner fans.

Men på atletikbanen var det en anden sag. Schmidt kom aldrig i aktion under OL, selvom hun havde kæmpet hårdt for at kvalificere sig i det hele taget.

En kæmpe skuffelse for den ambitiøse atlet, der nu tager konsekvensen og trækker stikket.

'Nu tager jeg en pause, og jeg ser frem til at komme tilbage frisk og klar til at træne hårdt igen,' skriver hun i et større Instagram-post.

Hun lægger ikke skjul på, at 2021 har været et hårdt år for hende.

'Jeg vil ikke lyve. Jeg er ikke tilfreds med mine løb i år. Jeg har arbejdet hårdere end nogensinde før dag ind og dag ud, har skubbet mine grænser i hver øvelse og ofret så meget,' skriver hun og fortsætter:

'Det har ikke været et nemt år med min covid-19-infektion og korsbåndsskade. Uanset hvad ved jeg, hvad jeg er i stand til – og jeg er sulten efter mere,' lyder det fra 22-årige Schmidt, der altså lover at vende retur til sporten, når hun er på toppen igen.

Alica Schmidt kan dog glæde sig over, at hun har stor succes uden for atletikbanen, hvor hendes succes på de sociale medier er voksende.

Her har hun udviklet sig til at være en stor influencer med fokus på sundhed og fitness.

Tidligere har hun også trænet nogle af Bundesligaklubben Dortmunds spillere.