Den blot 31-årige NHL-spiller Jimmy Hayes er blevet fundet død i sit hjem.
Det skriver flere amerikanske medier heriblandt ESPN og NHL-organisationen selv.
Søndag kunne Hayes sammen med sin kone Kristen fejre sin søns to-års fødselsdag, og på sociale medier kan man se den glade famlie sammen i fejringen.
Men mandag ramte tragedien familien.

Her blev hjælp tilkaldt til Hayes-familiens hjem i forstæderne af Boston, hvor NHL-spilleren blev erklæret død.
Indtil videre er intet meldt ud omkring dødsårsagen, men Boston Globe skriver, at 'der er intet mistænkeligt ved dødsfaldet'.
Dødsfaldet har sendt chokbølger igennem den amerikanske hockeyverden, hvor det er væltet ind med kondolencer til Hayes-familien.
'Vi er knuste over, at vores tidligere spiller Jimmy Hayes er gået bort. Vores tanker er med hans kone Kristen, hans sønner Beau og Mac og hele Hayes-familien i denne svære stund,' skriver blandt andre Boston Bruins på Twitter.
Også NHL-stjernen Patrick Kane har reageret.
'Hvil i fred, Jimmy Hayes. En af mine bedste holdkammerater nogensinde,' skriver han.
Boston-fødte Hayes nåede at repræsentere Chicago Blackhawks, Florida Panthers, Boston Bruins og New Jersey Devils i sin karriere.
Hayes var netop blevet far for anden gang til sønnen Mac, der blev født for tre måneder siden.


