0-4-nederlaget til FCK kan have været 18-årige Wahid Faghir sidste kamp for Vejle

Som B.T. kunne fortælle i weekenden, er der forhandlinger med Bundesliga-klubben Stuttgart omkring et skifte, inden transfervinduet lukker midnat tirsdag.

Og den unge komet, der kom i menneskehænder mod FCK, er i tæt dialog med sin agent i disse dage.

»Jeg får de ting at vide, jeg gerne vil vide, og så må jeg tage nogle beslutninger, hvis det kommer. Med to dage tilbage af vinduet vil jeg gerne vide det hele, selvfølgelig,« siger han og kommenterer på udsigten til eventuelt at spille i Bundesligaen.

Peter Sørensen er afklaret med, at han muligvis ikke råder over Faghir i nedrykningskampen.
Peter Sørensen er afklaret med, at han muligvis ikke råder over Faghir i nedrykningskampen. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Bundesligaen er en god og stor liga. Det er et godt sted at kunne udvikle sig. Stuttgart er en fin klub,« smiler han og kalder FCK Superligaens bedste hold efter søndagens nederlag.

»FCK gør det rigtig godt. De er nok Superligaens bedste hold, de spiller os fuldstændig ud af banen. Jeg føler ikke, der er meget at gøre inde på banen. Det så sort ud.«

»Hvis det var den sidste kamp for Vejle, havde jeg ikke håbet, det skulle ende sådan her. Hvis det ikke er, er der en masse kampe, vi skal se frem til, hvor jeg håber, jeg kan lave en masse mål,« siger Faghir.

Teknisk chef i Vejle Johan Sandahl vil have det rigtige bud, før han lader Faghir smutte.

»Det, der skal til, er, at der skal komme et bud, der er en god pris – men også at Wahid føler, det er det rette sted for ham. Kommer det, så smutter han – ellers så bliver han,« lyder den logiske tankegang fra svenskeren.

Vejles nye træner, Peter Sørensen, er afklaret med, at det kan ende med et farvel til et af holdets stjerne, før han overhovedet lærte ham at kende.

»Det kan jeg ikke rigtig påvirke. Det har ligget i kortene. Han er både en nuværende stjerne og en kommende stjerne. De forhandlinger, der vist nok pågår, er ude af mine hænder. Det er jeg med på, at det er sådan, det er. Men det ville være godt at få nogle alternativer ind,« siger han.

B.T. har tidligere kunnet fortælle, at Vejle kræver omkring 40 millioner kroner for Faghir, hvis skæbne bliver afgjort i de kommende dage.